Pape efter skuddrab: Bevogtning i Mjølnerparken er ikke løsningen

Men det er politiet, der må vurdere, hvad der er behov for, fastslår justitsministeren.

De seneste uger er to personer blevet dræbt af skud ved Mjølnerparken i forbindelse med den verserende bandekonflikt. (Foto: © Sofie Mathiassen, Scanpix)

Det er fuldt forståeligt, at beboere i Mjølnerparken på Nørrebro er utrygge og ønsker, at der bliver sat ind over for de seneste skuddrab i området i forbindelse med bandekonflikten. Men en bevogtning, som man eksempelvis ser ved den jødiske synagoge, er ikke den rette løsning.

Det mener justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

- Det er vigtigt, at vi har et fleksibelt og mobilt politi, der kan rykke ud mange steder. Hvis vi binder en masse betjente til et sted, tror jeg, at det kan blive svært. Men jeg vil lade Københavns Politi vurdere, hvad der er bedst, siger han.

Efter en 22-årig mand blev skudt og dræbt i går ved Mjølnerparken, har formanden for beboerforeningen krævet en bevogtning i boligområdet.

- Vi har nået et niveau, hvor det ikke er holdbart længere. Og derfor vil vi gerne fremsætte ønsket om regulær bevogtning i Mjølnerparken, for det er faktisk det, der skal til for at genskabe trygheden for almindelige beboere, siger formand Søren Dalsgaard.

Det er den tredje person, der er blevet dræbt inden for de sidste to uger i forbindelse den verserende bandekonflikt. To gange fandt det sted i eller ved Mjølnerparken, hvor bandegrupperingen, der tidligere har gået under navnet Brothas, holder til. Grupperingen har i de seneste måneder ligget i åben krig med Nørrebro-banden Loyal to Familia, LTF.

Justitsministeren fortæller, at Københavns Politi har givet udtryk for, at de har de redskaber, der skal til.

- Kommer politiet med nye ønsker, så lytter jeg selvfølgelig til det. Politiet er allerede massivt til stede, men vi har med nogle meget voldsparate bandegrupperinger at gøre, der er uden for pædagogisk rækkevide, og det er det, vi kæmper med, siger han.

Ordførere: Essentielt at borgerne er trygge

Både retsordførerne for Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de Konservative ønsker at drøfte beboerforeningens ønske om bevogtning i Mjølnerparken med justitsministeren.

- Jeg forstår til fulde utrygheden, og vi skal lytte til borgerne. Beboerne tør ikke lade deres børn gå ud og lege, og de er bange for at gå ned og handle. Derfor er det et politisk ansvar at sørge for, at der kommer tryghedsskabende initiativer. Og det vil jeg holde justitsministeren op på, for det er ham, der i sidste ende har ansvaret, siger retsordfører for Socialdemokratiet Trine Bramsen (S).

Beboerformanden og formanden for boligselskabet Lejerbo, der står for administrationen af Mjølnerparken, har henvist til, at det kunne være bevogtning, som man ser det ved eksempelvis den jødiske synagoge, hvor militæret er til stede.

Men den form for bevogtning mener Trine Bramsen og De Konservatives retsordfører, Naser Khader, ikke er realistisk at indføre i Mjølnerparken.

- Det vil ikke være muligt at have en politimand og soldat ved hver opgang, men det kan godt være, at der skal noget mere synligt politi i området og overvågning, der kan genetablere trygheden, siger Naser Khader.

Ifølge begge politikere er det svært at vide, om en øget politiindsats i Mjølnerparken vil reducere antallet af skyderier i området i forbindelse med bandekonflikten. Men de slår fast, at det i denne sammenhæng handler om borgernes tryghed.

- Jeg tror ikke, det isoleret set vil stoppe særlig mange bandemedlemmer. Men hvis det kan skabe større tryghed for de borgere, der lige nu er bange og oplever utrygheden på nærmeste hold, så skal vi tage det med, siger Trine Bramsen.

Det har endnu ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Københavns Politi. På et pressemøde i går meddelte politidirektør Anne Tønnes, at politiet endnu ikke har været i dialog med beboerforeningen vedrørende ønsket om bevogtning, men at politiet er massivt til stede i området.