Boligejere og virksomheder har været på overarbejde for at gardere sig mod aftenens og nattens oversvømmelser.
Her til morgen er vandet begyndt at trække sig tilbage.
Et af de steder, hvor vandet dog bliver liggende lidt længere, er i Hvidovre hos Henning Rasmussen.
Vandet i hans have er nemlig frosset til is.
- Det ser umiddelbart smukt ud lige nu, men vi var en anelse skræmte i går. Det er ikke et sædvanligt syn, at vandet kommer så højt op, siger han.
Stor ros til kommunen
På grund af de varslede vandstandsstigninger havde Henning Rasmussen garderet sig ved at købe en dampspærrer og krydsfinerplader i det lokale byggemarked og ved at hente sandsække på en skole i området.
- Hvidovre Kommune har også været ude med sandsække, og de har virkelig ydet en stor indsats, så de fortjener en kæmpe ros, siger Henning Rasmussen.
Omkring klokken 18.30 i går nåede vandet omkring ti centimeter op ad dampspærrerens side.
Dér havde Henning Rasmussen det med egne ord "skrækkeligt".
- Vi vidste ikke, om vandet havde toppet, eller om der ville komme yderligere, siger han.
Dampspærreren tjente imidlertid sit formål, og der trængte ikke vand ind i Henning Rasmussens hus.
Kroarbejdere på overarbejde
Også i Karrebæksminde ved Næstved steg og steg vandet.
Det har givet de ansatte på Kanalkroen en lang nat, hvor de har forsøgt at forhindre skader og at komme af med vandet, der strømmede op over havnekajen og ind på kroen.
Den usædvanlige vejrhændelse har sat sit aftryk på kroens murværk, der her til morgen fortsat er vådt.
Indenfor er personalet samt venner og bekendte af kroen i fuld gang med at rydde op.
Forpagter Kenneth Oppermann fortæller, at der i løbet af natten har stået fem til ti centimeter vand inde på kroen, men at der efterhånden er tørre gulve igen. Kroen satser også på at åbne allerede klokken 11.
- Vi har brugt vådstøvsugere, svabere og en stor pumpe, der har kunnet tage vandet, når den kunne følge med, fortæller han.