Den læge, der overså symptomer på en blodprop hos en 36-årig kvinde fra Fyn, står til at miste sit job som vagtlæge.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen til DR Nyheder.
Fyens Stiftstidende skriver, at lægen med øjeblikkelig virkning er suspenderet. Men det er ikke korrekt, siger Sundhedsstyrrelsen.
De har ikke ret til at suspendere læger, forklarer overlæge Anne Mette Dons, der er Enhedschef i afdelingen Tilsyn og Patientsikkerhed i Sundhedsstyrelsen til DR Nyheder.
Men de kan fratage lægens autorisation eller indskrænke den, så han ikke har lov til at udføre bestemte opgaver.
- Sundhedsstyrelsen påtænker at indskrænke lægens virksomhed, således at han ikke længere kan fungere som vagtlæge, siger Anne Mette Dons.
Sundhedsstyrelsen forventer at have nået en afgørelse i slutningen af næste uge, når lægens version af sagen er blevet hørt.
Død efter en time
Kvinden døde 27. marts blot en time efter, hun havde været i kontakt med vagtlægen.
Han vejledte kvinden til at tage en Panodil eller Ipren, og sagde det lød som en virus.
Opdatering. I en tidligere version af denne artikel stod der, at lægen var suspenderet med øjeblikkelig virkning. Ifølge Sundhedsstyrelsen er det ikke korrekt.
Lægen skal afhøres om sagen, før man vil træffe en beslutning. Men som nævnt i denne version påtænker Sundhedsstyrelsen at indskrænke lægens autorisation.
/ DR Nyheder