Ibuprofen er igen kommet i fokus, efter et nyt studie viser, at stoffet kan skade mænds hormonbalance.
Det er rent faktisk gigtmedicin, men mange danskere tager en ipren eller lignende mod for eksempel hovedpine eller rygsmerter.
Men at tage ibuprofen mod eksempelvis menstruationssmerter eller en sportsskade er en stor misforståelse ifølge professor, overlæge og leder af Det Nordiske Cochrane Center, Peter Gøtzsche.
Han mener, at ibuprofen er et alt for farligt lægemiddel til smertelindring, og at det er meget forkert, at det kan købes i håndkøb.
- Det øger risikoen for maveblødninger og hjertestop. Man bør slet ikke bruge et gigtpræparat, hvis man overhovedet kan undgå det. Man kan tage en panodil, der ikke er så farlig som gigtpræparater - med mindre man overdriver brugen, siger han.
Peter Gøtzsche udtaler sig generelt om ibuprofen på baggrund af resultater fra Cochrane centeret.
- Når man har en sportsskade, så er det tegn på, at man skal tage den med ro og ikke tage et gigtpræparat, siger han og påpeger, at smerter i mange tilfælde går over af sig selv.
Og så kan blandt andet rygsmerter også være tegn på, at der er noget andet og mere alvorligt galt, hvorfor det er bedre at gå til lægen, forklarer Peter Gøtzsche.
Tror ikke det er rigtig medicin
Det nye studie, der er en lille dansk-fransk undersøgelse med 31 unge mænd som testpersoner, viser, at ibuprofen kan føre til, at unge mænds hormonbalance tager skade, så den efter kort tid minder om en 70-årigs.
Forskerne har dog ikke undersøgt, hvad de langsigtede konsekvenser ved hormonforstyrrelserne kan være, og om tilstanden varer ved, efter man stopper med at tage ibuprofen.
Det skal yderligere studier se på.
Men seniorforsker David Møbjerg Kristensen, der er en af forskerne bag undersøgelsen, siger dog, at danskere kan være helt rolige, hvis de af og til tager en ibuprofen.
- Som al anden medicin skal man være klar over, det har bivirkninger. Det vigtigste er, at den almene dansker ved, at det er rigtig medicin, selvom man kan købe det i håndkøb i sit supermarked.
Nogle danskere anser slet ikke smertestillende som rigtig medicin, når det kan købes i håndkøb, forklarer David Møbjerg Kristensen.
- Vi har tidligere set, at for eksempel gravide spiser de smertestillende piller uden at tænke over, at det også har bieffekter, siger han.
Han mener, at man for god ordens skyld bør tale med sin læge eller gå apoteket for at få råd og vejledning, hvis man er bekymret for at bruge ibuprofen.
- Vi har en patientgruppe, som tager de her stoffer hver eneste dag over en årrække. Den gruppe vil jeg nok være bekymret for, siger han.
Færre bivirkninger med paracetamol
Hos Farmakonomforeningen lyder anbefalingen, at piller med paracetamol er et bedre alternativ, fordi det giver færre bivirkninger.
Hvis man vel at mærke tager den anbefalede dosis, forklarer Pernille Ahlmann Pedersen fra foreningens hovedbestyrelse.
- Generelt giver paracetamol ikke de samme gener og er mere skånsom for maven i forhold til de andre stoffer, der findes i håndkøb. Ellers skal man tale med sin læge om at få andet smertestillende, end de piller, man kan få i håndkøb,
Men som med al anden håndkøbsmedicin skal man være opmærksom på, hvad man tager af medicin udover.
Kombinationen af for eksempel ibuprofen og noget naturmedicin kan være uheldig, siger Pernille Ahlman Pedersen.
Paracetamol og ibuprofen
- •
Medicin med paracetamol er:
- •
Panodil
- •
Pamol
- •
Pinex.
- •
Medicin med ibuprofen er:
- •
Brufen SR
- •
Brufen
- •
Ibumax
- •
Ibumetin
- •
Ibuprofen Actavis
- •
Ibuprofen Orifarm
- •
Ibuprofen Teva
- •
Ibutop Actavis
- •
Ipren
- •
Ipren gel
- •
Pedea