Overfaldet avisdreng død af sine kvæstelser

Den 16-årige avisdreng, der i går blev overfaldet af tre unge mænd på Amager, er død, oplyser politiet.

Det var i dette kvarter ved Lergravsparken, at den 16-årige dreng gik med aviser, da han blev overfaldet af tre teenagere fra en bil. (© DR)

Den 16-årige avisdreng, der i går blev overfaldet af tre teenagere ved Lergravsparken på Amager, er død på Rigshospitalet. Ifølge politiet døde han, da der blev slukket for respiratoren.

Drengen blev onsdag offer for et uprovokeret overfald på åben gade. Tre unge overfaldt ham med en baseball-kølle og en ratlås, og efterlod ham bevidstløs på fortorvet. En læge, der tilfældigt var i nærheden måtte genoplive drengen, der havde fået hjetestop inden en ambulance nåede frem og bragte ham til Rigshospitalets Traumecenter.

Tidligere i dag konstaterede lægerne, at drengen var hjernedød. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før familien ville beslutte at der skulle slukkes for respiratoren.

Sigtet for drabsforsøg

De tre formodede gerningsmænd blev i dag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt. Her blev de sigtet for drabsforsøg, da offeret stadig var i live.

Dommeren endte med at fængsle dem alle tre for 27 dage, selv om det formodes kun at være to af dem, der overfaldt drengen.

De to yngste, et par brødre på 15 og 17 år, blev på grund af deres alder fængslet i surrogat på en ungdomsinstitution. Den sidste sigtede er 19 år.

Alle tre nægtede sig skyldige.