OVERBLIK: Se, hvor de danske veje er mest belastede

Trængslen på de danske veje stiger støt, men politikerne er uenige om, hvordan problemet skal løses.

Antallet af kørte kilometer på de danske motorveje er steget med 26 procent fra 2010 til 2017. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Danskerne kører samlet omkring 47 millioner kilometer om dagen, og trængslen på de danske veje stiger stødt.

I 2010 kørte danskerne cirka 13,5 milliarder kilometer på motorvejene. I 2016 var det tal steget til cirka 17 milliarder kilometer - en stigning på 26 procent.

Det giver en øget belastning på de danske veje, som især kan mærkes omkring de største danske byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg.

De hårdest belastede veje i Danmark tæller dele af Køgebugtmotorvejen, Amagermotorvejen, Motorring 3, Hillerødmotorvejen og Holbækmotorvejen, mens belastningen også er stor på E45-motorvejen omkring Kolding, Vejle, Horsens, Aarhus og E20-motorvejen på Fyn.

De mest belastede veje er ikke ensbetydende med, at det er der, hvor der er mest trafik, men mere et udtryk for hvor mange biler, der er plads til på vejene.

Milliarder til infrastruktur

For blandt andet at behjælpe trængslen på de danske veje har regeringen øremærket 22 milliarder kroner til forbedringer af infrastrukturen frem mod 2025.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, ser gerne at 15-16 milliarder kroner skal bruges på at forbedre de danske veje.

- Vi har alt for mange hængepartier på vejnettet, og det gør Danmark fattigere, fordi folk bruger deres tid på at holde i kø.

Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, vil også gerne bruge penge på at udbygge vejnettet, men han vil også bruge pengene på at opbygge en stærk kollektiv trafik.

- Vi har brug for gode veje, men også en stærk kollektiv trafik - herunder en god jernbaneinfrastruktur. Hvis vi ikke skal opleve, at vores motorvej sander til i trængsel, så vi nødt til at få mere transport over på jernbane og kollektiv trafik, siger han i DR1-programmet 'Langt fra Borgen'.

Hvad mener du er vigtigst? Skal der bruges flest penge på motorveje eller den kollektive trafik? Giv din mening til kende i afstemningen herunder.

https://www.qzzr.com/c/poll/dFk0bqki2Z8F99HSvsS1ADaaFNi

Langt fra Borgen bliver sendt torsdag klokken 21.55 på DR1. Efterfølgende kan programmet ses på DR TV.