Det er 144 meter lang, 30 meter bred, vejer 21,500 ton og har netop passeret nordspidsen af Bornholm.
Verdens hidtil største flydende og det første kommercielle atomkraftværk, det russiske Akademik Lomonosov, vil i de næste døgn bevæge sig gennem dansk farvand.
Værket, der ifølge russerne endnu ikke er i funktion og derfor ikke rummer nukleare kilder, er på vej fra Sankt Peterborg til Murmansk, hvor det skal monteres færdig.
Men da det flydende atomkraftværk ikke kan sejle ved egen kraft, er det noget af en flydende konvoj, der planlægger at bevæge sig over Østersøen, op gennem Storebælt og ud i Skagerrak.
Forsvaret følger med
Værket bliver bugseret af de to russiske slæbefartøjer Yasnyy og Umka, ledsaget af fartøjet Spasatel Karev og den russiske flåde. Værket vil også blive fulgt af den danske flåde ved patruljefartøjet Najaden, selv om der er tale om en civil transport, forklarer Claus Elberth, vagtholdsleder hos Forsvarets Operationscenter.
- For os at se herfra er det ganske harmløst indtil videre, men vi har selvfølgelig stor forståelse for, at det nyder pressen og omverdenens bevågenhed, siger han.
Konvojens slæbefartøjer kan følges på hjemmesiden marinetraffic.com. Her ser det i øjeblikket ud til, at den planlagte rute går op gennem Øresund, men russerne har i god tid sendt en rute til de danske myndigheder, der går gennem Storebælt.
- Vi har en stærk forventning om, at de henholder sig til den plan, som de har fremsendt til os. Vi har fra tidligere lejligheder erfaring med, at russerne er meget pligtopfyldende og ansvarlige, siger Claus Elberth.
Da verdens største russiske atomdrevne ubåd Dmitrij Donskoj sidste sommer sejlede gennem danske farvande, holdt de sig på punkt og prikke til planen, siger vagtholdslederen.
Mulighed for at spotte konvojen
For nysgerrige danskere er der flere steder, hvor det vil være muligt at se atomprammen.
For natteravnene kan der alt efter sigtbarheden være mulighed for at spotte konvjoen ved Gedser ved to-tiden i nat. Ellers kan de morgenfriske se konvojen ved sydspidsen af Langeland ved ni-tiden fredag morgen. Men det bedste sted, burde ifølge vagtholdslederen være ved Storebæltsbroen klokken 16 fredag.
- Det er med afsæt i konvojens nuværende kurs og hastighed, siger Claus Elberth fra Forsvarets Operationscenter.
Efter planen skal Akademik Lomonosov ankomme til Murmansk 22. maj, hvor uran-stavene vil blive tilført værkets to reaktorer på i alt 70 megawatt.
Når Akademik Lomonosov er opladet og aktivt, vil blive bugseret 6.000 kilometer gennem arktis til endemålet i Sibirien nær byen Pevek.