OVERBLIK Her er de mest almindelige fødevarebakterier

Her kan du læse mere om de mest almindelige fødevarebakterier - og hvordan du undgår dem.

God hygiejne i køkkenet er en af de bedste måder at undgå at blive syg af fødevarebakterier, lyder det fra Fødevarestyrelsen. (© Colourbox)

Farlige bakterier i fødevarer fylder for tiden godt op i de danske overskrifter. Men hvordan opstår listeria og salmonella, og hvor stammer MRSA egentlig fra?

Her kan du læse mere om de mest almindelige fødevarebakterier - og hvordan du undgår dem.

Listeria - rullepølsens skræk

Det verserende udbrud, der indtil videre har kostet 13 mennesker livet og smittet 28, og som stammer fra virksomheden Jørn A. Rullepølser i Hedehusene, har givet listeriabakterien stor opmærksomhed.

Udbruddet er fundet i en hel række pålægsprodukter fra samme virksomhed.

Listeria forekommer i en lang række almindelige fødevarer. Det kan både være rå og varmebehandlede fødevarer, der har fået bakterierne tilført efter varmebehandlingen.

Farligst for de svageste

Sygdommen listeriose er forholdsvis sjælden sammenlignet med for eksempel salmonella, men til gengæld er sygdommen tilsvarende mere alvorlig og livstruende.

Sygdom med listeria rammer oftest personer over 60 år eller patienter med svækket immunforsvar. Risikoen for at blive syg af listeria er altså størst for alkoholikere, sukkersygepatienter, personer med kræft, AIDS-patienter, ældre, gravide, fostre og nyfødte.Sådan undgår du listeriaHvis du vil undgå listeria, anbefaler Fødevarestyrelsen at smide al mad ud, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Samtidig skal du holde temperaturen i køleskabet på højst fem grader, ligesom du skal huske, at maden har en kortere holdbarhed, efter emballagen er åbnet.

Campylobacter gør flest syge

Selvom listeria lige nu skaber overskrifter i de danske medier, så er campylobacter den fødevarebakterie, der gør allerflest mennesker syge - ikke mindst om sommeren, hvor der slækkes på hygiejnen, når danskerne smider kød på grillen.

Campylobacter findes for eksempel i kød fra fjerkræ, svinekød, forurenet drikkevand og upasteuriseret mælk.

Når der kan være campylobacter i fødevarer, skyldes det, at bakterien er udbredt i naturen og er almindelig i tarmen hos mange dyr.

Bakterien elsker sommer

Ifølge Fødevarestyrelsen stortrives campylobakter i sommervarmen. Det er grunden til, at særligt flere kyllinger har campylobakter om sommeren end om vinteren.

Det lumske ved campylobacter er, at få dråber kødsaft med campylobacter fra råt kød kan være nok til, at man bliver syg.

Hvis man er syg af campylobacter, kan man få mavepine og diarré. Andre sygdomssymptomer er kvalme og sommetider feber.

I det kommende afsnit kan du læse, hvordan du undgår at blive syg af campylobakter og salmonella.

Salmonella smitter fra høne til kylling

Næst efter campylobacter er salmonella den bakterie, der gør flest danskere syge.

Bakterien findes mange steder i naturen og bliver spredt fra gødning til andre dyr, til slagtede dyr, til rå mælk og til jord, vand og afgrøder. Og så smitter bakterien fra høns til æg, så nye kyllinger klækkes med smitten.

Man kan blive smittet med salmonella fra især fjerkræ, svine- og oksekød og upasteuriseret mælk.

Fredag kaldte æggeproducenten Hedegaard en lang række æggeprodukter tilbage fra de danske supermarkeder på grund af et udbrud af en "aggressiv salmonella".

Sådan undgår du salmonella og campylobakter

Salmonellabakterien dør ved opvarmning til 75 grader, så hvis man bliver syg af salmonella, er det som regel fordi, man spiser mad, der ikke er ordentligt stegt.

For at undgå både salmonella og campylobakter, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man gennemsteger hakket kød og fjerkræ, men også at man vasker hænder, når man har rørt ved råt kød, holder stegt kød adskilt fra råt, og at man skifter skærebræt og kniv, når man har skåret råt kød.

Og så skal emballagen fra kødet direkte i skraldespanden.

Burgerbakterien V-tec (E. Coli)

Der findes mange forskellige typer colibakterier. De fleste af dem er helt uskadelige, mens andre kan danne giftstof og give alvorlig sygdom.

En af dem er en særlig gruppe colibakterier kaldes VTEC eller verotoksin-producerende Escherichia coli.

Findes i tarmen på dyr

VTEC-bakterier er naturligt i tarmen hos blandt andet kvæg, får og geder og kan for eksempel overføres til kød under slagtning, hvis kødet kommer i kontakt med dyrenes gødning.

Frugt og grønt kan også være forurenet med VTEC fra afføring fra dyr eller mennesker.

VTEC bliver også kaldt for burgerbakterien, fordi det er oksekød, der ikke har været stegt godt nok, der sandsynligvis er den vigtigste årsag til VTEC infektion. Flere sygdomsudbrud i USA kom fra hakket oksekød i hamburgere, der ikke var gennemstegt.

Sådan undgår du VTEC

Hvis du bliver syg af VTEC, er symptomerne ofte akut maveinfektion med diarré, svære mavesmerter og opkast.

Du behøver dog ikke blive syg af bakterien, hvis du følger Fødevarestyrelsens anvisninger om blandt andet at vaske hænderne, efter du har haft kontakt med dyr, gennemstege hakket oksekød, skylle frugt og grønt ordentligt og ved at give sukkerærter og babymajs et kort opkog ingen du spiser dem.

Husdyr-MRSA - grisenes stafylokokker

En anden bakterie som for tiden fylder meget i de danske medier er MRSA-bakterien - mere specifikt den type, som man finder hos blandt andet svin, nemlig husdyr-MRSA. Risikoen for at den smitter ved at indtage fødevarer fra dyr, der bærer smitten, er minimal. Den smitter derimod gennem kontakt med inficerede svinebesætninger.

I juli måned fik 105 danskere at vide, at de er smittet med den multiresistente svinebakterie MRSA CC398, der indtil videre har kostet fem personer livet herhjemme. Det er ifølge Statens Serum Institut det højeste antal smittede nogensinde.

Stafylokok-bakterien er modstandsdygtig overfor almindelig penicillin og kan blive overført fra dyr til mennesker ved direkte kontakt. Den smitter til gengæld kun sjældent fra menneske til mennesker.Sådan undgår du svine-MRSA

Ifølge Fødevarestyrelsen er det næsten kun mennesker, der bor i landdistrikter og med tilknytning til svin, der bliver smittet med husdyr-MRSA. Man kan godt blive smittet med husdyr-MRSA uden at blive syg.

Kommer man på besøg i svinestald, anbefales det at bære gummistøvler eller andet fodtøj, der kan desinficeres eller efterlades på ejendommen, at man efterfølgende vasker sit tøj ved mindst 60 grader, og at man vasker sine hænder grundigt efter besøget.

Husdyr-MRSA er mest risikabel, hvis man bliver opereret, fordi bakterien kan give sårinfektion eller blodforgiftning.