OVERBLIK: Det ved vi om politiets antiterroraktion - og det mangler vi svar på

Politiet har foretaget flere anholdelser efter mistanke om forberedelse af et terrorangreb.

Operativ chef i PET, Flemming Drejer og ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl, kom med lidt flere detaljer om sagen på et pressemøde torsdag. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Politiet har foretaget en række anholdelser tidligt torsdag morgen i forbindelse med en stor koordineret aktion.

Baggrunden for aktionen er en mistanke om, at et netværk af personer har været i gang med at forberede et terrorangreb i Danmark.

Indtil videre er det sparsomt med oplysninger, men DR Nyheder har samlet et overblik.

Hvad ved om de anholdte?

Seks personer er varetægtsfængslet - fire af dem in absentia - mens en enkelt person er løsladt efter torsdagens grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Tre personer blev fremstillet fysisk, mens fire blev fremstillet in absentia.

To af de personer, der fysisk var til stede ved grundlovsforhøret, er varetægtsfængslet frem til den 9. januar. En af dem er en kvinde, som ifølge sin forsvarsadvokat nægter sig skyldig. De er begge sigtet efter straffelovens paragraf 114 – terrorparagraffen.

Den tredje person, der var fysisk til stede, blev løsladt.

I alt blev tre personer, to mænd og en kvinde, anholdt i Danmark torsdag, hvoraf den ene af mændene altså er blevet løsladt igen.

En person blev anholdt i Holland.

Alle anholdte er beskyttet af navneforbud, og medierne kan derfor ikke beskrive dem indgående.

Men DR Nyheder kan skrive, at en af de anholdte er et velkendt ansigt i det københavnske indvandrermiljø. Manden har blandt andet ytret sig offentligt om borgerkrige og den politiske situation for muslimer i Danmark.

Der er tråde til udlandet og til bandemiljøjet – konkret den forbudte bande Loyal to Familia.

Ud over navneforbuddet kører sagen for dobbeltlukkede døre. Derfor kender offentligheden ikke den præcise sigtelse.

Ved grundlovsforhøret fortalte anklagere, at man mener, at der er flere gerningspersoner på fri fod.

Hvor er det sket henne?

Der er foretaget anholdelser flere steder i Danmark, men hvor er stadig uvist.

Alle tre blev anholdt omkring klokken fem torsdag morgen. Ifølge politiet er flere adresser blevet ransaget siden.

På torsdagens pressemøde kom det frem, at fem politikredse har været involveret, og at indsatsen har været koordineret af Københavns Politi.

Der er tale om Københavns Politi, Vestegnens Politi, Østjyllands Politi, Fyns Politi og Midt- og Vestsjyllands Politi.

Østjyllands Politi og Fyns Politi har bekræftet, at der har været foretaget en aktion i det vestlige Aarhus og i Odense - uden at uddybe, hvad det handlede om.

DR Nyheder har været i kontakt med alle øvrige politikredse, som ikke ønsker at kommentere, eller som henviser til Københavns Politi.

Hvad handler det om?

Politiaktionen er gennemført "på baggrund af mistanke om forberedelse af et terrorangreb", men meget mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Vi ved ikke, hvilket motiv politiet mener, der har været for angrebet, og hvor det blev planlagt, at det skulle udføres.

Hvad sker der nu?

Politiet er fortsat i gang med at foretage ransagninger en række forskellige steder i Danmark, og efterforskningen er "langt fra slut", lød det fra Flemming Drejer på pressemødet.

- Der venter os et stort efterforskningsarbejde fortsat, sagde han.

Københavns Politi vil øge sin tilstedeværelse i det offentlige rum i den kommende tid, og der er en særlig opmærksomhed på hovedstaden.

DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe spurgte direkte Flemming Drejer på pressemødet, om den konkrete trussel, man har grebet ind overfor, er afværget. Det ville han ikke svare på.

Både Flemming Drejer og Peter Dahl, som er politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, gjorde dog meget ud af, at danskerne kan være trygge og ikke skal ændre noget i deres adfærd.