OVERBLIK Det ved vi om eksplosionerne nær Israels ambassade - det mangler vi svar på

I nat skete der to eksplosioner tæt på Israels ambassade i Danmark. Tre personer er anholdt i sagen.

Københavns Politi har anholdt tre personer i forbindelse med eksplosioner ved Israels ambassade. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Opdateret klokken 14.25

To eksplosioner skete i nat omkring klokken 03.20 ved en adresse på Strandagervej/Lundevangsvej i Hellerup nord for København.

Israels ambassade ligger på Lundevangsvej. Derfor efterforsker politiet, om der er en sammenhæng mellem eksplosionerne og ambassadens beliggenhed.

Her er, hvad vi ved om hændelsen:

  • Ingen personer kom til skade ved eksplosionerne.

  • Københavns Politi har i dag anholdt tre personer med forbindelse til sagen. De er unge svenskere mellem 15 og 20 år.

  • Den ene blev anholdt tæt på gerningsstedet. To andre blev anholdt på Københavns Hovedbanegård på et tog, der skulle køre til Tyskland.

  • Politiet tror, at to håndgranater var skyld i eksplosionerne. De skete omkring 100 meter fra ambassaden, og en bygning, der ikke tilhører ambassaden, har fået skader.

  • Det var bevogtningspersonale ved Israels ambassade, der hørte eksplosionerne i nat ved 3-tiden og alarmerede politiet.

  • Politiet efterforsker bredt og undersøger, om der er en sammenhæng mellem eksplosionerne og ambassadens beliggenhed.

  • Politiet forventer, at de anholdte bliver sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, og man tror ikke, der er flere gerningsmænd på fri fod.

  • Politiet afspærrede et stort område omkring ambassaden, og man var massivt til stede med politifolk, bomberyddere og kriminalteknikere. Afspærringerne blev fjernet her til eftermiddag.

  • Den israelske ambassade udtaler, at man er chokeret, men at man har tillid til myndighederne.

  • Den jødiske skole, Carolineskolen, holder lukket i dag af sikkerhedshensyn, fordi den ligger tæt på ambassaden.

  • Justitsminister Peter Hummelgaard (S) udtaler, at myndighederne tager sagen meget alvorligt. Det er for tidligt at sige noget om motiv, siger han.

  • PET følger situationen nøje og hjælper politiet med efterforskningen.

  • I går var der en skudepisode ved den israelske ambassade i Stockholm, og derfor er den danske og svenske regering nu i kontakt omkring de to episoder.

Her er, hvad vi mangler svar på

  • Vi ved endnu ikke, hvad de anholdte bliver sigtet for.

  • Vi ved ikke, hvordan politiet kobler de anholdte på eksplosionerne.

  • Vi ved ej heller hvilke spor, man har sikret sig.

  • Det er fortsat uvist, om motivet bag eksplosionerne overhovedet har noget at gøre med Israel eller den israelske ambassade.

  • Politiet kan endnu ikke kan sige noget om, hvorvidt de mistænkte gerningsmænd har handlet på egen hånd eller på bestilling fra andre.