Lørdag eftermiddag blev der affyret adskillige skud under et debatmøde på Østerbro med den svenske muhammedtegner Lars Vilks.
En mand er død, og lørdag nat jager politiet den formodede gerningsmand.
DR Nyheder giver dig her et overblik over, hvad vi ellers ved.
En mand er død og tre betjente sårede
Skudepisoden fandt sted kort ved 15.30-tiden i kulturhuset Krudttønden, der ligger over for Parken i København.
Øjenvidner har fortalt, at der blev skudt udefra og ind i foyeren. PET, der var med ved mødet, besvarede ilden, og gerningsmanden stak af.
En 40-årig mand er død, og tre politifolk er såret. To af dem er livvagter fra PET, den sidste er betjent, og de er alle uden for livsfare.
Den afdøde blev skudt ned ude foran Krudttønden.
Menneskejagt efter skyderi
Københavns Politi ledte til at starte med efter to gerningsmænd. Men efter afhøringer af vidner jagter politiet nu kun én gerningsmand.
Han er arabisk af udseende, 25-30 år og 185 cm høj og har med politiets egne ord "lysere hud end normalt".
Derudover efterlyser politiet denne mand, der er fanget på et overvågningskamera ved Kildevældskolen på Østerbro cirka 20 minutter efter skudangrebet.
https://twitter.com/KobenhavnPoliti/status/566702778312294400
Gerningsmand stak af - flugtbil er fundet
Manden løb fra gerningsstedet og stak af i en mørk VW Polo, som han kaprede fra en borger.
Bilen blev kort fundet en kilometer fra gerningsstedet på Borgervænget på Østerbro mellem Svanemøllen og Ryparken S-togsstationer.
Gerningsmanden skød udefra og ind i foyeren af Krudttønden. Livvagter fra PET besvarede ilden, hvorefter han stak af.
Sagen efterforskes som en terrorhandling
Lars Vilks og den franske ambassadør er begge uskadte. De var begge med til dagens debatmøde om 'Kunst, blasfemi og ytringsfrihed'.
Sagen efterforskes som en terrorhandling og et attentatforsøg - men politiet understreger, at man ikke ved, hvem der var gerningsmændenes mål.
Det var derfor ikke nødvendigvis rettet mod muhammedtegneren Lars Vilks, der er kendt for at have tegnet profeten Muhammed som en hund.
Det har ellers skabt vrede i religiøse kredse og sendt ham på listen over al-Qaedas 'most wanted'.
Den svenske tegner Lars Vilks er uskadt
Øjenvidner har sagt til DR Nyheder, at i hvert fald en gerningsmand skød med automatvåben, og at deres våbens skud var hurtige og højlydte.
Derudover kan man i en lydoptagelse, som BBC er kommet i besiddelse af, høre mindst 40 skud fra et automatvåben.
Skuddene faldt, mens den franske ambassadør var ved at tale. Lars Vilks nåede slet ikke at tale.
Debatmødet havde 50 gæster, fire paneldeltagere og har været planlagt i lang tid.