Da 23-årige Cecilie Mikkelsen fra Nørresundby meldte sig som telefonven hos Ældre Sagen, var det egentlig for at hjælpe et ældre menneske.
Hun har tidligere arbejdet på både ældrecenter og demenshjem og ved, at en del ældre sidder alene i hverdagen.
- Alle har jo ret til at snakke med en eller anden, siger Cecilie Mikkelsen.
Så langt, så godt.
Men mange andre danskere havde fået præcis samme idé som den unge nordjyde. Der var simpelthen overskud af telefonvenner.
Derfor tog Ældre Sagen fat i Cecilie Mikkelsen.
Organisationen ville høre, om hun mon ikke kunne tænke sig at blive koblet op med en anden ung kvinde i stedet. Kvinden, der også er i tyverne, havde ligeledes meldt sig forgæves som telefonven.
Kan tale om andre emner
Først blev Cecilie Mikkelsen lidt skuffet. Hun havde håbet at få lov til at hjælpe en ældre.
- Men unge mennesker har jo også brug for at snakke og kan også være alene ligesom ældre, siger hun.
Af den grund besluttede Cecilie Mikkelsen sig for at give det et skud. Og dét viste sig at være en god beslutning.
De to unge kvinder har nemlig snakket sammen to-tre gange siden starten af april. Og der er nok at tale om.
- Sidste gang snakkede vi i halvanden time. Lige pludselig gik tiden bare hurtigt, og så var vi begge sådan helt "shit, mand", griner Cecilie Mikkelsen.
Kvinderne vender alt mellem himmel og jord. De værste dates, de har været på. Hvad de hver især går op i. Ifølge Cecilie Mikkelsen kan man snakke om nogle helt andre ting, når man ikke kender hinanden i forvejen.
Og selv om det egentlig var planen, at deres tilmeldinger som telefonvenner i coronakrisen skulle hjælpe andre, hjælper de to altså nu hinanden i stedet.
- Måske får vi på sigt et venskab ud af det. Det kunne være hyggeligt at møde hinanden, siger Cecilie Mikkelsen.
Flest hjælper med informationer og ærinder
Cecilie Mikkelsen og telefonveninden er slet ikke ene om at være i det hjælpsomme hjørne i coronaens tid.
Siden krisens begyndelse har 54 procent af danskerne hjulpet en anden i en corona-relateret sammenhæng.
Det viser en undersøgelse fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet.
- Det er en betydelig mængde, for risikoen ved at hjælpe er jo større nu, siger Jonas Toubøl, der er postdoc ved Sociologisk Institut og en af forskerne bag undersøgelsen.
Og netop på grund af smitterisikoen ved at bevæge sig ud i samfundet er forskerne forbløffede over indsatsen.
- En nedlukning af samfundet kunne forventeligt have medført et fald i den slags aktiviteter og påvirket den uformelle hjælp, siger Jonas Toubøl.
De fleste – lige godt hver tredje - har hjulpet med deling af informationer. Det kan ifølge Jonas Toubøl være alt lige fra at dele et Facebook-opslag til at sætte sig ind i forholdsreglerne og hjælpe naboen med at forstå dem. Omkring hver fjerde dansker har hjulpet isolerede med ærinder som indkøb og hundeluftning.
65 procent har hjulpet i deres eget netværk, og dermed er det den klart mest populære hjælpemåde. Til sammenligning har næstflest - 16 procent - hjulpet gennem en forening eller frivillig organisation.
- Vi tænker jo tit, at vores civilsamfund i Danmark er det her foreningsdanmark, hvor tingene sker i organiserede og formelle grupperinger. Derfor kan det godt overraske, at det personlige netværk stryger så højt op, siger Jonas Toubøl.
'Danskerne har forstået, at det her er en samfundsopgave'
Ifølge det selvejende statslige videnscenter Center for Frivilligt Socialt Arbejde er cirka 40 procent af danskerne normalt aktive med frivilligt arbejde. Det sker oftest igennem en forening.
Men selv om coronaen har lukket store dele af foreningslivet, har det altså ikke lukket ned for lysten til at hjælpe.
- Det handler om, at danskerne faktisk har forstået, at det her er en samfundsopgave. For mig er det udtryk for samfundssind omsat til en slags borgersind, siger centerchef Laura Auken Larsen.
At lidt over halvdelen har hjulpet, betyder også, at lidt under halvdelen af danskerne ikke har ydet en hjælpeindsats.
Laura Auken Larsen tror, at mange gerne har villet hjælpe, men at det har været praktisk umuligt for dem.
- Mit eget bud er, at nogle har haft meget travlt. Mange løber meget stærkt lige nu – alle på sundhedsområdet for eksempel. Derudover kommer det her med, at vi har skullet hjemmeskole vores børn, siger hun.
'Det har været mere legitimt at vise sårbarhed'
Når det personlige netværk spiller så stor en rolle, kan det ifølge Laura Auken Larsen skyldes de fysiske restriktioner, danskerne har været underlagt i krisen.
At skulle blive hjemme og holde sig fra offentlig transport kan have fået en del af danskerne til orientere sig mod deres nærmiljø og banke på hos naboen eller bedsteforældrene.
Desuden kan det spille en rolle, at flere selv rækker ud efter hjælpen.
- Jeg tror, at det har været nemmere at hjælpe, fordi vi har været mere ærlige med, hvad vi har brug for. Det har været mere legitimt at vise sårbarhed i den her periode, siger Laura Auken Larsen.
Hun frygter dog også, at det først og fremmest er de netværksstærke, der får hjælp.
- Jeg er bange for, at der er grupper, som vi ikke får fundet. Som ingen kontakter har, som har afvist hjælp i starten og som ikke selv kan sætte ord på, hvad de har brug for hjælp til, siger Laura Auken Larsen.
Hjælp er selvforstærkende
Det kan være svært at spå om fremtiden, men Jonas Toubøl fra Sociologisk Institut hælder til, at danskernes lyst og vilje til at hjælpe vil hænge ved.
- Når man først får kontakt med en, der har brug for hjælp, er det i sig selv en forstærkende effekt. Man ved, hvad problemet for vedkommende er, og man begynder at føle et større ansvar, siger han.
Og desuden ved holdet fra hjerneforskningen, at det giver en øjeblikkelig hormonel lykke-belønning at hjælpe andre.
- Det er derfor, at vi har det fedt med os selv, når vi har gjort noget godt for andre. Vi ved, at engagementet faktisk kan stige ret meget af at give personlig hjælp, siger Jonas Toubøl.
På samme måde er det ifølge Laura Auken Larsen fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde ikke utænkeligt, at Danmark vil se en opblomstring af frivillighed, medborgerskab, samfundssind og tætte relationer på den anden side af krisen.
- Vi føler os jo ansvarlige for hinanden. Jeg tror, at der er en stolthed over, at perioden indtil videre er lykkedes så godt som samfund, siger hun.