Over 4.000 forskere støtter op om unges klimakrav: Tiden er knap

Tusindvis af videnskabsfolk søsætter appel om hurtig klimahandling og opbakning til unges klimastrejker.

Skoleelever fra Aarhus går i demonstration under International Klimastrejke i Aarhus, fredag 15. marts 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Over 4.000 fremtrædende internationale klimaforskere og andre videnskabsfolk opfordrer akademikere verden over til at bakke op om børn og unges klimaprotester.

I forskerappellen lyder det:

- Kun hvis menneskeheden handler hurtigt og beslutsomt, kan vi begrænse den globale opvarmning, stoppe den igangværende masseudryddelse af dyre- og plantearter og sikre det naturskabte grundlag for fødevareforsyningen og trivslen for nuværende og fremtidige generationer, står der.

Appellen søsættes internationalt via det videnskabelige tidsskrift Science. Den bringes også i Information.

Foruden Europa og USA er der deltagere fra blandt andet Kina, Brasilien, Indien, Rusland og Sydafrika.

Videnskabsfolk for fremtiden

Inspireret af unges klimastrejker ved navn "Fridays For Future" kalder initiativtagerne sig "Scientists For Future".

Forskerne søger nu opbakning til appellen fra videnskabelige kolleger kloden over.

De adskiller sig ifølge Information fra tidligere opråb ved, at det er førende klimaforskere, der nu tager ordet.

Teksten til appellen er formuleret af blandt andre flere fremtrædende medlemmer af FN's Klimapanel, IPCC, og den kendte amerikanske klimaforsker Michael Mann.

Fra Danmark er en af medunderskriverne den tidligere formand for regeringens Klimaråd, professor i økonomi Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet.

- Jo mere pres der er for at hæve ambitionsniveauet i klimapolitikken, desto større chancer er der for, at det sker, siger Peter Birch Sørensen til Information.

- Derfor fortjener de børn og unge, som har stillet sig i spidsen for en international klimabevægelse, al mulig støtte.

Den amerikanske klimaforsker Peter Kalmus siger, at det har været vanskeligt for forskerne at tage skridtet og råbe op.

Tiden er knap og tvinger os ud

- Mange af os som forskere føler det grænseoverskridende at skulle træde frem og sende et budskab ind på den politiske scene. Men tiden er så knap, at den tvinger os ud af vores komfortzone, siger Kalmus til Information.

Hidtidige nationale appeller har sammenlagt samlet op mod 30.000 akademikerunderskrifter, skriver Information.

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen er en anden af de danske medunderskrivere.

Han ser ikke sin støtte til de unge mennesker som et brud på den traditionelle, neutrale forskerrolle.

- De her unge mennesker gør opmærksom på, at det er dem, som skal leve i den verden, siger Brian Vad Mathiesen til Ritzau.

- Det er på rette tid, at vi hjælper de unge og siger: De har ret. Det er den forkerte vej, det går. Og vi skal simpelthen gøre meget mere for at reducere vores CO2-udledning.

/ritzau/

I en tidligere version af Informations artikel var antallet af underskrivere angivet til 3.200. Fredag morgen dansk tid har initiativtagerne opdateret antallet til over 4.000.