Organisationer: Skattekommision kan lægge pres på ansatte

En undersøgelse af Skat kan være skadelig for de ansattes arbejde, mener personaleorganisationer.

Skat har siden 2006 skåret mere end 4.000 stillinger væk (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Selvom en undersøgelseskommission kan være med til at påpege fejltrin og og ansvar for de mange skandaler i Skat, kan det også betyde et større pres på de ansatte.

Det siger både Dansk Told-og Skatteforbund og Djøf Offentlig, der repræsenterer de ansatte i Skat.

- Belært af tidligere erfaringer med undersøgelseskommissioner ved vi, at det kan tage rigtig lang tid og koste rigtig mange penge. Vi har ikke tiden i Skat. Nu skal vi i gang for at oparbejde den tillid, vi har mistet blandt borgerne, siger Jørn Rise, formand i Skatteforbundet.

Ifølge Jørn Rise kommer ideen om en stor undersøgelse ikke på et godt tidspunkt, når man fra politisk hold netop er blevet enige om en genopretning af Skat til flere milliarder.

- Vi ved, at når undersøgelseskommisionerne kommer, så tager de utroligt mange kræfter ud af organisationen, som vi skulle bruge på at få tingene til at køre og organisere os rigtigt. Når der kommer et stort fokus, så bliver organisationen mere pirlig og fejlangst, hvilket skaber stresssituationer, siger han.

Hos Djøf Offentligt, der repræsenterer Skats Djøf-ansatte, mener man også, at det bedste for de ansatte vil være at se fremad og fokusere på genopretningen af Skat.

- Der skal bruges tid på at hjælpe kommissionen med arbejdet, og det er klart den bekymring, der kan være, når man endelig er kommet i gang med at se fremad med genopretningsplaner og genansættelser. Så medarbejderne er måske ikke specielt interesseret i at bruge en masse tid på at kigge bagud, siger Sara Vergo, formand i Djøf Offentligt.