Organisationer: Psykiatere skal have uanmeldte besøg ligesom pizzeriaer

Sagen om den hjerneskadede psykiater viser, at der er behov for, at Sundhedsstyrelsen kan komme på uanmeldte kontrolbesøg hos læger og psykiatere, mener Bedre Psykiatri og Det Sociale Netværk.

Poul Nyrup Rasmussen er formand for organisationen Det Sociale Netværk og mener, at det er utidssvarende, at der er mere kontrol med fødevarer end med læger og psykiatere. (© DR)

Sagen om en hjerneskadet vestjysk psykiater, som har været involveret i dødsfald og alvorlige fejlbehandlinger må ikke kunne gentage sig.

Derfor foreslår flere organisationer, at Sundhedsstyrelsen skal tage på flere uanmeldte kontrolbesøg hos læger og psykiatere.

- Det skal være sådan, som vi kender det fra pizzeriaer og supermarkeder. Hvis der er noget, der ikke er i orden, laver man et uanmeldt besøg, lyder det fra Poul Nyrup Rasmussen, der formand for Det Sociale Netværk, der arbejder for at forbedre forholdene for psykisk sårbare.

Vingummibamser og menneskeliv

Thorstein Theilgaard, der generalsekretær i landforeningen Bedre Psykiatri, mener, at det er helt utidssvarende og paradoksalt, når man sammenligner med andre dele af samfundet, at Sundhedsstyrelsen ikke tager på flere uanmeldte kontrolbesøg i psykiatrien.

- Når det handler om de vingummibamser, vi spiser en lørdag aften foran fjernsynet, er der uanmeldte kontrolmuligheder, men når det handler om vores liv og helbred, er muligheden der ikke, siger han.

Trods flere år med talrige advarsler om psykiateren fra kommuner, pårørende, patienter og læger er det først i 2013, at Sundhedsstyrelsen midlertidigt fratog den hjerneskadede psykiaters autorisation.

Et uanmeldt kontrolbesøg kunne have gjort en forskel, lyder det fra Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri,

- Det ville jo betyde, at en psykiater af denne her karakter ville man opdage med det samme. Der er jo noget helt galt.

To advarsler

Sundhedsstyrelsens nuværende kontrolsystem med læger og psykiatere er alt for sårbart, fordi det er næsten umuligt at komme på uanmeldte besøg, mener Poul Nyrup Rasmussen,

Hvis det blev muligt, mener han, at Sundhedsstyrelsen kunne få et mere ærligt billede af journaler hos psykiatere og få bedre mulighed for at interviewe patienter.

Og hvis det viser sig, at psykiateren fejler flere gange, skal det have konsekvenser:

- Hvis der er faldet mere end to advarsler, skal psykiateren fratages retten til at ordinere medicin og til at behandle. det er afgørende for, at vi kan have tillid til det psykiatriske system, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Læger er positive

I Lægeforeningen tager formand Mads Koch Hansen godt i mod forslaget om uanmeldte kontrolbesøg.

- Hvis det er det, der skal til for at man kan sikre, at patientsikkerheden er i orden, skal man selvfølgelig kunne gøre det.

- Det er helt nødvendigt for forholdet mellem læger og patienter, at patienterne har tillid til, at lægerne har kvalifikationer i orden, siger han.

Du kan læse mere om sagen på vores temaside her, og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk

Hvis du har mistanke om, at du er blevet fejlbehandlet af den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, skal du kontakte din praktiserende læge. Det oplyser Region Midtjylland til DR Nyheder.