Lørdag eftermiddag lagde realitystjernen og bloggeren Fie Laursen et selvmordsbrev på Instagram til sine 334.000 følgere.
Fie Laursens bror har efterfølgende oplyst på Instagram, at hun forsøgte selvmord, men nu er uden for livsfare og får den hjælp, hun har brug for.
Hun er kendt fra Youtube og som deltager i reality-programmer som "Paradise Hotel" og "Divaer i Junglen".
Opslaget nåede at ligge online i næsten to døgn, hvor det fik næsten 30.000 likes og mere end 8.000 kommentarer, før det blev fjernet.
Derfor er det enormt vigtigt, at forældre proaktivt tager en snak med deres børn om opslaget og emnet. Det siger Bente Boserup, der er seniorkonsulent hos Børns Vilkår.
- Lige nu har børnene sommerferie, og derfor kan den snak ikke blive taget i klasseværelset. Derfor er det ekstra vigtigt, at forældre tager en snak med deres børn og spørger dem, om de har set opslaget, og om de kender nogen, der har set opslaget. Og forældrene skal spørge meget direkte uden at pakke det ind, for der er ikke nogen skånsom måde at sige det på, forklarer Bente Boserup.
Samme holdning har Simon Witting, som er kommunikationsansvarlig hos Livslinien.
- Forældrene skal komme til børnene og ikke omvendt. Og de skal tage en åben og fordomsfri snak med deres børn, hvor de skal spørge ind til børnenes tanker omkring opslaget. Og så skal de forklare, hvad Fie Laursen har gjort og fortælle, hvordan man kan agere, hvis man får den slags tanker. Og til sidst skal forældrene stille sig til rådighed fremadrettet, så børnene ved, at de altid kan henvende sig, hvis de får den slags tanker, fortæller han.
Unge skal tage fat i en voksen
Hvis man som ung har læst opslaget og har det dårligt med det, bør man tage fat i en voksen, lyder rådet.
- Brug dine forældre, og hvis ikke du har lyst til det, kan du tage fat i et andet familiemedlem eller forældrene til en ven. Unge skal ikke gå med det her alene eller blot snakke med deres venner om det her. Der bør blive inddraget en voksen. Og ellers er man altid velkommen til at ringe til os, siger Simon Witting fra Livslinien.
- Her er fordelen, at du kan være anonym, fortæller han.
Opslaget kan inspirere
Bente Boserup fra Børns Vilkår mener, at forældrene også bør spørge deres børn, om de har venner eller veninder, som har det svært efter at have læst opslaget.
- Ens eget barn er måske glad og velfungerende. Men det er veninden måske ikke. Og derfor er det vigtigt at få undersøgt, om der er nogen i omgangskredsen, der kunne finde på at efterligne opslaget, siger hun.
Og netop det er der stor risiko, siger psykolog og direktør hos GirlTalk.dk, som hjælper sårbare piger og unge kvinder, Anna Bjerre.
- Når en kendt person lægger sådan noget op, vil der være en vis smitteeffekt. Og det vil typisk ske blandt psykisk sårbare unge, der følger den kendte, siger hun.
Med det mener hun, at der er risiko for, at nogle kan finde på at gøre det samme som Fie Laursen. Bente Boserup fra Børns Vilkår og Simon Witting fra Livslinien mener begge, at den risiko er reel.
- Der er jo nogle, der ser op til hende og tænker, at når hun kan, så vil jeg også, siger Bente Boserup.
- Og letpåvirkelige unge, der i forvejen har det skidt, kan blive inspireret til at foretage sig samme handling, siger Simon Witting.
Problemerne forsvinder ikke
Et andet problem ved selvmordsopslaget er ifølge Anna Bjerre fra GirlTalk.dk, at et selvmord eller et selvmordsforsøg kommer til at lyde som en god løsning på ens problemer.
- Når der bliver lagt et opslag ud som det her, så kan det i de unges øjne godt se ud til, at personen får rigtig meget omsorg og kærlighed fra omverdenen. Samtidig kan sådan et opslag næsten få døden til at virke idyllisk, eller at alle ens problemer forsvinder, fordi man får hjælp efter selvmordsforsøget. Og så kan folk få den tanke, at de vil få den samme hjælp og omsorg, hvis de gør det samme, siger hun og afslutter.
- Men problemerne forsvinder altså ikke. Det er sjældent så idyllisk, som det bliver fremstillet.
Hvis du går med selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201