Opsigelser i protest gør indtryk på hospitalsdirektør: Vi kan ikke finde nogen, der kan det samme

Men patienter vil ikke mærke øget ventetid, siger lægefaglig direktør.

Lægefaglig direktør Michael Braüner afviser, at to opsigelser får betydning for kræftbehandlingen på Aarhus Universitetshospital. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Patienter på den omstridte mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital vil fortsat kunne få den avancerede kræftbehandling HIPEC.

Og de skal ikke forberede sig på øget ventetid.

Det forsikrer lægefaglig direktør Michael Braüner på trods af, at to ledende kirurger på afdelingen i protest har sagt deres job op og stopper med udgangen af august.

- Det bliver ikke patienter, der kommer til at mærke det her med øget ventetid. Vi vil gøre alt, der står i vores magt for at sikre, at patienterne får et reelt behandlingstilbud enten i Danmark eller i udlandet, siger han.

Michael Braüner erkender dog, at opsigelserne sætter Aarhus Universitetshospital på en rigtig svær opgave.

I Danmark udføres HIPEC-behandling kun på Aarhus Universitetshospital.

Og efter de seneste opsigelser vil der kun være én læge tilbage på hospitalet – hvor der før var fire - med rutine i at varetage de mest avancerede operationer på patienter med fremskreden tarmkræft.

- Jeg er rigtig ked af, at de to kirurger har sagt op. Det har jeg også sagt til dem. Vi ville rigtig gerne have haft, at de var blevet her på Aarhus Universitetshospital, siger Michael Braüner.

Men kan du bare lige finde nogle kirurger, der kan det her?

- Jeg kan ikke umiddelbart finde nogen, der kan præcis det samme, men vi kan levere den samme høje, faglige kvalitet i et samarbejde mellem forskellige kirurger. Det kan vi både her på hospitalet og med andre samarbejdspartnere. Det er jeg helt overbevist om, siger han:

- Som udgangspunkt mener vi ikke, at det får nogen konsekvenser for HIPEC-behandlingen, fordi vi har frem til slutningen af august til at sikre, at vi får opbygget en kapacitet på en anden måde end hidtil.

Så det her kommer ikke til at gå ud over patienterne?

- Vi vil gøre, hvad vi kan for at sikre patienterne et reelt behandlingstilbud i Danmark. I det omfang, der ikke er mulighed for det, vil vi give et konkret behandlingstilbud i udlandet.

Opmærksom på utryghed

Meddelelsen om at de to kirurger ikke længere vil være på mave- og tarmkirurgisk afdeling fra udgangen af august kom i morges, og den har sendt et chok igennem sygeplejerskerne.

De to kirurger er ikke de første, der forlader mave- og tarmkirurgisk afdeling. Allerede 1. februar sagde overlæge Peter Nerstrøm sit job på afdelingen op i protest.

Michael Braüner medgiver da også, at ledelsen i den kommende tid har en stor opgave foran sig.

- Det er klart, at i en situation, hvor vi mister to gode kolleger, er vi da meget opmærksomme på den utryghed, det kan skabe, siger han.

I en mail til medarbejdere på mave- og tarmkirurgiske afdeling lægger afdelingsledelsen ikke skjul på, at de to kirurgers opsigelser får store konsekvenser for de patienter, der har brug for den specialiserede HIPEC-behandling, som kun udføres på Aarhus Universitetshospital.

- Opsigelserne fra Mette og Jonas får meget stor betydning for de patienter, der fremadrettet planlægges til at modtage denne behandling, lige som det får stor betydning for AUH og MTK (mave- og tarmkirurgisk afdeling, red.), står der i mailen.

Michael Braüner afviser dog, at det skal forstås sådan, at patienterne ikke skal forvente at få en rettidig behandling af deres kræftsygdom.

- Det er klart, at det kræver en særlig opgave at sikre, at vi kan erstatte de to læger. Det arbejde er vi i fuld gang. Vi skal nok sikre, at vi kan give patienterne den rigtige behandling, siger han.

DR har de seneste måneder afsløret, at 313 kræftpatienter i perioden fra januar sidste år til og med marts i år har ventet op til ti uger på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

De to kirurger, der nu har sagt op, var medunderskrivere på et brev, der for nylig blev sendt til ledelsen i Region Midtjylland.

Her udtrykte de stærk bekymring for tilstanden på mave- og tarmkirurgisk afdeling og rettede en hård kritik mod afdelingsledelsen.

Ifølge kirurgerne har cheflæge Charlotte Buchard afgivet forkerte informationer om kræftsagen.

Afdelingsledelsen med cheflægen i spidsen har ifølge lægerne udstukket ulovlige instrukser til afdelingens læger og blandt andet lagt pres på lægerne om at tilbyde færre kræftpatienter en HIPEC-operation.

Forstår ikke manglende tillid

Det får dog ikke flere konsekvenser, end det har fået i forvejen, for afdelingsledelsen, understreger Michael Braüner.

- Der er ingen tvivl om, at der er sket ting tidligere i det her forløb, som også er blevet påtalt. Vi ser fremad nu for at sikre, at patienterne får den rigtige behandling til tiden.

Men kan du ikke forstå, at lægerne ikke har tillid til cheflægen, når der er udstukket ulovlige instrukser?

- Nej, det kan jeg ikke forstå. Mave- og tarmkirurgisk afdeling er en meget stor afdeling med mange forskellige underspecialer. Den afdeling har brug for en afdelingsledelse, der er på plads i forhold til at sikre, at hele afdelingen kan drives videre, siger Michael Braüner.

Det har ikke været muligt at få en uddybende forklaring på opsigelserne fra de to kirurger, men i et skriftligt citat meddeler de:

- Det har været en svær beslutning, men vi ser ikke nogen fremtid i samarbejdet med afdelingsledelsen. Vi kan ikke stå inde for de ledelsesmæssige valg, der konsekvensfrit er truffet hvorfor denne beslutning, lyder det.

Sundhedsstyrelsen skriver i en mail til DR, at de nøje følger kræftbehandlingen på Aarhus Universitetshospital og har en dialog med Region Midtjylland om "problemer og tiltag med henblik på at overholde reglerne om maksimale ventetider".

Regionen skal efter aftale med Sundhedsstyrelsen sende en skriftlig redegørelse i næste uge, hvor de kapacitetsmæssige forhold på hospitalet nu og fremover bliver belyst.

- Der forventes også at indgå tiltag, der imødegår de seneste oplysninger om den bemandingsmæssige ændring på Aarhus Universitetshospital, skriver Sundhedsstyrelsen.

Styrelsen har allerede igangsat en faglig afdækning af den højtspecialiseret funktion, herunder behandlingen med kirurgi og HIPEC.

Det sker for at kunne vurdere det forventede antal patienter, der i fremtiden skal tilbydes behandlingen, hvilke faglige kompetencer og set-up, der skal til - samt om der er behov for, at behandlingen varetages mere end ét sted i landet for at få den tilstrækkelige kapacitet.