Opgør mellem ejer og chefkok tæt på at lukke Noma

Et opgør mellem den tidligere hovedejer Claus Meyer og chefkok René Redzepi var tæt på at lukke restaurant Noma.

Uenighederne begyndte ifølge Claus Meyer cirka tre år efter åbningen, hvor han fik fornemmelsen af, at Redzepi ikke ønskede hans kreative input. (Foto: © Christian Liliendahl, Scanpix)

Under et møde i 2010 var en af verdens bedste restauranter tæt på at blive lukket.

Det var chefkok René Redzepi, hovedejer Claus Meyer og medejer Kristian Byrge, der havde sat hinanden stævne over en øl. Det skriver Berlingske i dag om restauranten, der har to Michelin-stjerner og flere gange er kåret til verdens bedste restaurant.

- Vi var tæt på at træffe den beslutning - enstemmigt - at lukke restauranten. René kunne ikke se sig selv fortsætte ti år mere med samme ejerstruktur. Vi andre syntes ikke, at vi skulle køre videre uden ham, sådan som vi sad der og snakkede over en håndbajer, siger Claus Meyer til Berlingske.

Meyer brugte Noma

Rene Redzepi havde tre år forinden i 2007 sagt til Claus Meyer, at deres veje måtte skilles, og ejerne havde brugt de mellemliggende år på at finde en løsning, der fordelte ejerskabet.

- Jeg sagde, at det var nu - at det var enten ham eller mig. Årsagen var, at jeg syntes, at Claus brugte Noma til at udvikle sin egen forretning i stedet for at udvikle Noma selv. Det, syntes jeg, var unfair over for alt det arbejde, alle folkene herude, inklusive mig selv, udførte, siger René Redzepi om samtalen i 2007.

Redzepi ønskede ikke Meyers input

Uenighederne begyndte ifølge Claus Meyer cirka tre år efter åbningen i 2004, hvor han fik fornemmelsen af, at Redzepi ikke ønskede hans kreative input.

- På et tidspunkt tilbød jeg René at holde foredrag for personalet om ting, jeg vidste en del om. Det ønskede han ikke.

- Og bl.a. i tv-dokumentaren "Noma på kogepunktet" fik jeg også en klar fornemmelse af, at han ønskede sig, at han selv fik så meget af æren for projektet som muligt, og at jeg fik så lidt ære som overhovedet muligt. I filmen omtaler han mig som "en investor", hvilket ikke ligefrem er udtryk for et ønske om at anerkende mine bidrag til Nomas udvikling, siger Claus Meyer.

Skuffelse

Skuffelsen over at skulle neddrosle sin rolle var større, end Meyer dengang gav udtryk for i 2007.

- I virkeligheden var jeg en del mere ked af det og skuffet over Renés udmelding, end jeg gav udtryk for. Men det var mest på det menneskelige plan.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det mest rigtige at lade René fortsætte, siger Claus Meyer, der tidligere ejede 55 procent, men nu har 20 procent i den nye struktur.

Efter mødet i 2010, der nær havde lagt Noma ned, gik der yderlige tre år, før den rigtige model og den rigtige pris var fundet. Det blev det amerikanske investeringsselskab Overture med Marc Blazer i spidsen, der købte 45 pct. af Noma-aktierne.

Redzepi: Jeg ville ikke lukke Noma

Det var ifølge Meyer forretningsmanden Kristian Byrge, der fik bremset ideen om at lukke Noma i 2010.

- Byrge, som er den eneste seriøse forretningsmand af os tre, fik os på bedre tanker. Nordea fik så ansvaret for at starte en seriøs proces, der skulle føre til der, hvor vi er endt nu, siger Claus Meyer.

Rene Redzepi siger til Berlingske, at han aldrig har været enig med nogen om at lukke Noma.