Opfordring fra Randers Kommune: Gå til politiet, hvis du har en 'historie' om Nordic Waste

Opfordringen kommer efter en række DR-afsløringer.

Borgerne i Ølst og tidligere ansatte på Nordic Waste bliver nu opfordret til at gå til politiet, hvis de har oplysninger om virksomheden. (Ritzau Scanpix)

"Har du – eller kender du nogen som har - informationer om Nordic Waste?"

Sådan lyder spørgsmålet i et nyhedsbrev, som Randers Kommune har sendt til borgerne i Ølst.

Her opfordrer kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt borgere, tidligere ansatte og entreprenører til at kontakte Østjyllands Politi, hvis de har "historier" om Nordic Waste.

Formålet med opfordringen er, at alle oplysninger kommer frem.

- Vi har politianmeldt Nordic Waste for brud på nogle af de tilladelser, vi har givet, men vi har en udfordring med, hvad vi gør med alle de andre informationer, vi får, siger Jesper Kaas Schmidt.

Ansat vil gerne hjælpe

Én af dem, som opfordringen henvender sig til, er Anders Madsen, der er tidligere entreprenør ved Nordic Waste.

Og han bidrager gerne til at pege politi og kommune i den rigtige retning, fastslår han.

- Jeg vil gerne vise dem rundt derude, hvis de henvender sig til mig. Så vi kan få det hele belyst og få styr på situationen.

Han undrer sig over, at hverken politi eller kommune har taget fat i ham, men nu i stedet spiller bolden over til ham. Derudover synes han, at det er på sin plads, at oplysninger fra tidligere ansatte nu bliver inddraget.

- Hvis der er nogen, der ved noget om, hvad der ligger derude, og hvor det ligger, så er det de tidligere ansatte. Det er helt sikkert, fastslår han.

Hvor ligger det?

Udover oplysningerne fra tidligere medarbejdere har DR også kunnet afsløre udfordringer med driften af det anlæg, der skulle vaske dele af den stærkt forurenede jord, som Nordic Waste modtog.

Og det er blot nogle af eksemplerne på de nye oplysninger, der nu får kommunaldirektøren til at bede borgere og tidligere ansatte gå til politiet.

For det kan potentielt hjælpe både efterforskningen og håndteringen af selve miljøkatastrofen.

- Nogle af de informationer er gode at have i forhold til at håndtere situationen i Ølst. Hvis man kan identificere, at der ligger noget et sted, der ikke skal ligge der, kan vi måske hurtigt få det inddæmmet eller fjernet, så det ikke er med til at skabe en forurening, forklarer kommunaldirektøren.

Bunken af anmeldelser vokser

Randers Kommune tøver heller ikke selv med at politianmelde Nordic Waste.

Siden den første anmeldelse er bunken løbende vokset, fortæller Jesper Kaas Schmidt.

- Hvis vi finder ud af, at der er tale om en overtrædelse af vores tilladelser eller andre forhold, så anmelder vi det. Der er allerede kommet nogle flere til nu, og der kan sagtens komme endnu flere - alt efter hvad vi opdager undervejs, siger han.

Kommunaldirektøren vil ikke oplyse, hvor mange forhold Nordic Waste på nuværende tidspunkt er anmeldt for, men det er mange, lyder det.

- Grundlæggende handler det om de miljøtilladelser, vi har givet dem, og vilkårene i dem, og der er mange forskellige forhold, der gør sig gældende der.

Nordic Waste har ikke ønsket at kommentere kommunens opfordring eller den voksende bunke af politianmeldelser.

Også Randers Kommune har tidligere fået kritik for sin rolle som tilsynsmyndighed i sagen. Det kan du læse mere om her.