Omkring 1.000 flypassagerer er berørt af Bruxelles-angreb

Indstillingen af flytrafikken til og fra lufthavnen i Bruxelles berører omkring 1.000 danske flyrejsende.

14 fly til og fra Bruxelles er aflyst i dag fra København og Billund. I begge lufthavne er beredskabet forhøjet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Angrebet mod den belgiske Zaventem-lufthavn berører omkring 1.000 passagerer fra hovedstaden og ca. 150 passagerer fra Billund.

I formiddag blev flytrafikken aflyst som følge af angrebene, og trafikken til og fra lufthavnen i Bruxelles er indstillet til i morgen klokken 06.

Det betyder, at 14 ankomster og afgange fra lufthavnene i København og Billund i dag er blevet aflyst.

Påvirkningen af flytrafikken er dog efter omstændighederne lille, da den store påskerejsedag var i fredags. Desuden er der færre forretningsrejsende på grund af ferieugen, fortæller pressevagt Lars Lemche, Københavns Lufthavn.

- Den store påskerejsedag var i fredags med 92.000 rejsende i alt. I dag ligger vi på 62.000, hvilket er lidt under normalen, siger Lars Lemche.

Også i Billund er der mindre flytrafik tirsdag på grund af påskeugen. Her er der normalt tre til fire fly til og fra Bruxelles. Men i dag er det kun en enkelt afgang og ankomst, der er aflyst.

Lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen opfordrer passagerer, der har en billet til og fra den belgiske hovedstad til at tage kontakt til deres flyselskab.

/ritzau/