Skinnende lilla og blå farver lagde sig pludselig som en hinde på de store mængder vand i Præstø, da stormfloden ramte byen i oktober 2023.
Dengang påviste undersøgelser fra Vordingborg Kommune et højt niveau af benzen og kulbrinter i 16 boliger og i udeluften. Det førte til, at nogle borgere blev utilpasse og måtte genhuses på grund af olieforureningen.
Det fik Region Sjælland til at tage jordprøver, og nu er der så kommet svar på 99 prøver taget ved 17 ejendomme i Præstø.
Ved 12 ejendomme er der enten ikke fundet nogen olieforurening, eller der er fundet en jordforurening svarende til, hvad man normalt finder i byområder.
Ved de resterende fem ejendomme er der fundet indhold over grænseværdierne, forklarer Ane-Marie Westergaard, chef for jordforurening og grundvandsbeskyttelse i Region Sjælland.
Ingen markant forurening
Ved to af de fem ejendomme stiger indholdet jo dybere nede prøven tages, og regionen tror derfor ikke, at de fund relaterer sig til stormfloden.
De resultater, der kan relateres til stormfloden, ligger omkring to til seks gange over kriterierne, men falder efter de øverste to cm i jordlaget. Der er ikke fundet indhold af de letteste og mest kritiske oliestoffer, benzen og BTEX.
Der er med andre ord ikke fundet en markant forurening.
- Den oliefilm, der er set på billeder efter stormfloden, er en tyndere film og ikke en markant forurening, som går i dybden, siger Ane-Marie Westergaard, chef for jordforurening og grundvandsbeskyttelse i Region Sjælland.
- Vi har en formodning om, at den måske vil fortage sig, når der er gået lidt tid. Der er bakterier, der kan nedbryde olie, og det har vi en formodning om måske vil ske, når olien ligger helt i jordoverfladen.
Regionen forventer ikke, at forureningen vil sive længere ned i jorden ved ejendommene.
Så snart vejret egner sig bedre til det, vil regionen gerne foretage yderligere undersøgelser.
Flere undersøgelser på vej
Hvad der kan være årsag til olieforureningen, er endnu ikke fastslået.
Regionen mistænker olietanke i området, men vil ikke uddybe yderligere. Teorien går på, at stormfloden har ført olie fra olietanke ind i huse og haver.
Noget, Ane-Marie Westergaard hverken har set eller hørt om før i forbindelse med vejrlig i Danmark:
- Det er nyt for os, og derfor synes vi også, det var interessant at lave den her undersøgelse og så selvfølgelig for at hjælpe borgerne i Præstø med at få afdækket det her.
Den forurening, der tidligere blev konstateret inde i nogle husstande, er kommunens ansvar.
Centerchef for Vej, Natur og Miljø i Vordingborg Kommune, Rolf Hoelgaard har tidligere fortalt til DR, at kommunen vil lave flere undersøgelser af boligernes indeklima. Resultaterne skulle ligge klar i begyndelsen af i år.