De seneste uger har ubådssagen fascineret og fanget danskerne.
Søgninger på ordet 'ubåd' eksploderede på Google, efter ubåden UC3 Nautilus blev meldt savnet 10. august. De seneste to uger har været årets mest sete på TV2 News, og på de sociale medier vælter det fortsat ind med tweets og posts om sagen.
Ofrets familie lytter med
Den massive interesse i sagen kan både være godt og dårligt nyt for efterforskningen i sagen og den senere retssag, fortæller Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der er ansvarlig for efterforskningen i sagen om den dræbte Emilie Meng.
En sag, der i den grad også har offentlighedens interesse.
- Mediernes opmærksomhed kan gøre, at vi får åbnet en masse ører og øjne. I Emilie Meng-sagen har vi fået mere end 1100 tips, og det er godt. Men en massiv dækning kan også betyde, at der bliver skabt en masse hypoteser, som ikke har hold i virkeligheden, siger han.
Emilie Meng blev fundet død i en sø juleaftensdag sidste år. Inden hun blev fundet, oplevede en 68-årig pensionist at få ransaget sit hjem fem gange i løbet af et år i forbindelse med efterforskningen.
Det var tips fra lokale i mandens hjemby Korsør, der fik politiet til at ransage hans hjem, hvor lokale havde hørt lyde fra huset, som de mente kunne stamme fra den dengang forsvunde Emilie Meng.
Privatpersoner havde sågar udstyret den 68-åriges nabolejlighed med lytteudstyr, så de angiveligt kunne følge med i, hvad der foregik i huset.
- Borgerne tager nogle gange initiativer, der ligger indenfor politiets område. I de sammenhænge er vi nødt til at bruge ressourcer på at udelukke de her historier, som ikke altid er efterforskningsmæssigt interessante, siger Kim Kliver og tilføjer:
- De mange teser om, hvad der kunne være sket, og som bliver spredt af medierne og befolkningen, koster ikke bare ekstra ressourcer. Det påvirker også ofrets familie, der hele tiden skal forholde sig til noget nyt.
Offentligheden fortolker sagen
Tidligere på ugen fik Københavns Politi fingerne i klemme, da de var lidt for hurtige på Twitter. Her kædede de ufrivilligt fundet af en kvindetorso sammen med ubådssagen, selvom det endnu ikke var bekæftet, at torsoen tilhørte den forsvunde journalist Kim Wall.
Det var en sammenkædning, der fik den sigtede Peter Madsens forsvarsadvokat til at gå til medierne og klage over sammenkædningen. Noget, som efterfølgende fik politiet til at undskylde.
- Man kan frygte, at der i den offentlige meningsdannelse kommer et indtryk af, at en person er skyldig, og det er meget uheldigt. Faktisk er det forbudt at udtale sig om skyldsspørgsmål, inden en person er dømt, siger Jakob Lund Poulsen, der var forsvarsadvokat i den meget omtalte sag om Amagermanden.
- Når medierne og offentligheden spekulerer i skyldsspørgsmålet, kan man fra en forsvarers side, i samhørighed med sin klient, vælge at være lidt mere aktiv med sin klients påstand, siger han.
Peter Madsens forsvarsadvokat udtalte til BT i går, at hun holder fast i, at Kim Walls dødsfald skyldes en ulykke.
Dommere følger med i sagen
Både lægdommere og juridiske dommere lever et almindeligt liv udenfor retssalen. Det betyder, at de også følger med i de kriminalsager, som medierne bringer. Og en sag som ubådssagen er ifølge centerleder på Københavns Universitet Trine Baumbach nærmest umulig at undgå, hvis man læser med i de danske medier. Hun er tidligere dommerfuldmægtig og forsker nu i medieretslige problemstillinger.
- Vi ved ikke, om medieopmærksomhed påvirker lægdommerne. Det er ikke undersøgt på en videnskabelig måde, og det er også meget svært at undersøge, fordi meget få mennesker ville være bevidst om de dømmer ud fra deres forudindtagelse, siger hun.
Trine Baumbach lægger dog vægt på, at vi i Danmark har et professionelt retssystem, og at man i oplæringen af lægdommere pointerer, at de skal glemme alt, hvad de troede, de vidste om sagen, og se på sagen med friske øjne. Også er der langt fra mediernes beskrivelse af en kriminalsag til den egentlige sag.
- Når man ser sagsakterne og bevisførelsen, er det næsten som om, at der er to forskellige sager. Det er et spørgsmål om, at en sag aldrig kan blive dækket 100 procent i medierne.