Rikke Cecilie Asp var en af de første på stedet, da en skolebus med 38 uledsagede asylbørn ved 14-tiden blev påkørt bagfra af en lastbil.
Asylbørnene er alle uledsagede drenge mellem 13 og 17 år. Bussen kørte dem hjem fra skole.
- Da jeg kom, var ulykken sket, men jeg hørte braget, da jeg kørte gennem Stenild, siger øjenvidnet Rikke Cecilie Asp.
Hun gik straks i gang med at hjælpe, for det så alvorligt ud.
- Det var en bus med drenge fra asylcenteret i Skørping, og mange var meget tilskadekomne. Mange gik rundt og var rigtig berørte af situationen, siger hun.
- Nogle drenge gik rundt og græd, og der lå nogle på jorden, som blødte og havde det rigtig svært.
- Det er mit indtryk, at der var nogle, der havde det rigtig skidt – både psykisk og fysisk, siger hun.
Politi: Bussen bremsede op
Politiet sætter endnu ikke tal på det samlede antal tilskadekomne, men vagtcentralchefen i Region Nordjylland oplyser til DR, at 18 personer er kvæstet.
I en pressemeddelelse skriver politiet, at bussen bremsede op, og en lastbil kørte op i bussen.
- Hvad årsagen er, ved jeg ikke, men det har været meget voldsomt, og nogle af drengene fortæller, at der var nogen, som blev slynget ud af bussen. Så det var meget voldsomt, siger Rikke Cecilie Asp.
Børn bragt ind på flere hospitaler
Politiet kom ifølge øjenvidnet hurtigt til ulykkesstedet og bad Rikke Cecilie Asp om at hjælpe med at få drengene ind i et hus nær ulykkesstedet, hvor de ikke-tilskadekomne drenge kunne få varmen.
- De kom rigtig hurtigt, og det var fantastisk at se den måde, de fik dannet sig et overblik, fik dem til side, der ikke havde brug for hjælp, og tog sig af dem, der havde mest brug for det, siger hun.
Politiet oplyser, at der er flere tilskadekomne børn, hvoraf én er bragt med helikopter til Aarhus Universitetshospital, mens de resterende er bragt til Randers hospital og Aalborg Universitetshospital.
Samtidig er 22 fysisk uskadte børn kørt til Aalborg Universitetshospital for at få hjælp, oplyser politiet.
Løgstørvej, hvor ulykken skete, er åben for trafik igen.