Et øjenvidne fra Mjølnerparken fortæller, at hun hørte fem skud uden for sit vindue, hvor en 22-årig mand blev ramt af skud.
Københavns Politi oplyser her til aften, at manden, der blev kørt væk fra stedet i ambulance, er død af sine kvæstelser.
DR Nyheders reporter på stedet Maja Flinthøj fortæller, at det stærkt chokerede vidne sad og læste til eksamen i sin lejlighed, da hun hørte skuddene og gik ud på altanen for at se, hvad der foregik.
- Her ser hun en mand, der bliver trukket ud af sin bil. Han er tilsyneladende ramt af skudt i hovedet og ligger livløs på jorden, fortæller Maja Flinthøj om vidnets beretning.
En 19-årig mand blev desuden ramt af strejfskud i armen ved skyderiet. Men hans skader er ikke behandlingskrævende, oplyser politiet, der er talstærkt tilstede i boligområdet og har afspærret gerningsstedet.
Skuddræbt mand har banderelationer
Vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard bekræfter episoden over for DR Nyheder. Der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.
- Vi er massivt tilstede for at efterforske og sørge for sikkerheden. Vi har mange ressourcer bundet op på det, siger han.
Mjølnerparken på Nørrebro har tidligere dannet ramme om bandeopgør, og ifølge politiet er den afdøde kendt af politiet og tidligere truffet i selskab med den lokale bandegruppering.
Omkring klokken 17.30 er en større gruppe beboere samlet i Mjølnerparken og virker ophidsede, fortæller DR's reporter.
Andet skyderi i København på to dage
Det er mindre end en dag siden, at der sidst var skyderi i København. Onsdag aften var der skyderi på Griffenfeldsgade ved Folkets Park på Nørrebro.
Her blev en 25-årig mand med banderelationer ramt af skud. Politiet har dog ikke bekræftet, hvilken banderelation, han har.
Siden foråret har banden Loyal To Familia været i konflikt med banden Brothas, der holder til i Mjølnerparken mellem Østerbro og Nørrebro.
Vidnet, der har udtalt sig i forbindelse med denne artikel, ønsker at være anonym. Men DR Nyheder har navn og kontaktinformationer på vidnet, der angiveligt er voldsomt rystet over episoden.