Øjenvidne blev vækket af skud: Det lignede en film

Søren Dybdahl blev søndag vækket af skud. Han bor i stueetagen tæt på det sted, hvor den formodede gerningsmand blev skudt.

Den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt søndag morgen. (Foto: © privatfoto, DR)

Klokken cirka 05:15 vågnede Søren Dybdahl til lyden af fem til ti høje brag. Sørens første tanke var, at det måtte være fyrværkeri, men da han så ud af stueetagens vindue, blev han mødt af et dramatisk syn.

- Jeg går over til vinduet, og her ser jeg en mand udenfor med hævet pistol, der står og sigter ind mod bygningen, hvor jeg er, fortæller Søren.

Søren ved ikke, om manden med pistolen var den formodede gerningsmand eller en politimand, men han når ikke at tænke videre over det. Han går ind og vækker sin bofælle, som sover et andet sted i lejligheden.

- Vores lejlighed ligger i stueetagen, så vi søger dækning på toilettet. Efter lidt tid går vi ud for at se, hvad der foregår derude, og vi kan se en mørk varevogn med smadrede ruder og en masse politifolk.

Politifolk på trappetrinnet

Kort efter bragene banker det på døren. Politiet gennemsøger alle lejligheder i ejendommen, også Søren og bofællens lejlighed i stuen. Uden for står der ikke længere en mand med hævet pistol.

- Da jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se en mand, der ligger livløs på jorden. Nu er der afspærret, teknikere går rundt i dragter og der er en masse kridttegninger på jorden. Det ligner noget fra en film.

Efter lejligheden var gennemsøgt, blev en politimand hos Søren og bofællen til resten af bygningen var kæmmet igennem. Søren er selvfølgelig påvirket af situationen, men har det efter omstændighederne fint.

- Politiet har bedt os om at forholde os i ro og holde os vågne, da de nok vil snakke med os. Vi har prøvet at bearbejde situationen lidt ved at snakke om, hvor overvældende det er, men vi er ved godt mod.

Kulminationen på 14 timers jagt

Lørdag klokken 15:33 affyrede en mand et automatvåben mod de mennesker, der befandt sig til et debatarrangement med den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks på Krudttønden i København.

En mand blev dræbt og tre betjente såret ved første angreb. Klokken 01 natten til søndag blev yderligere en civil dræbt og to betjente såret ved et skudangreb ved synagogen i Krystalgade i indre København. Politiet formoder, at samme mand står bag begge angreb.

Kort før 05 søndag morgen blev den formodede gerningsmand set på Nørrebro, på en adresse som politiet har fundet frem til efter afhøring af en taxachauffør, som angiveligt har kørt gerningsmanden væk fra Østerbro efter angrebet på Krudttønden.

Politiet fortæller, at de råbte manden an. Manden åbnede ild mod politiet, som besvarede beskydningen og skød og dræbte den formodede gerningsmand efter knap 14 timers eftersøgning.