Nyt coronatilfælde er en medarbejder på Aarhus Universitetshospital

Det tredje tilfælde af det nye coronavirus er i dag blevet bekræftet i Danmark.

En mand, der arbejder på Aarhus Universitetshospital, er testet positiv for coronavirus.

Det fortæller Anne Hempel Jørgensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, efter at der i dag er blevet konstateret endnu et tilfælde af det nye coronavirus - covid-19 - i Danmark.

Dagens tilfælde er den tredje bekræftede coronasmittede i Danmark på ligeså mange dage. Medarbejderen fra Aarhus Universitetshospital blev formentlig smittet under en konference i München.

- Medarbejderen var i kontakt med en italiensk mand i den tyske by München. Så snart han blev opmærksom på, at den italienske mand var smittet med coronavirus isolerede han sig selv derhjemme, siger Anne Hempel Jørgensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Cirka 30 personer karantæne

Ifølge overlæge på hospitalet Lars Østergaard var medarbejderen på arbejde i tre dage, inden han blev testet positiv.

Styrelsen for Patientsikkerhed fortæller, at cirka 30 personer kommer i karantæne i forbindelse med, at manden er blevet smittet.

De patienter, som medarbejderen, der arbejder på afdelingen for hud- og kønssygdomme, har behandlet, er alle blevet identificeret og bliver kontaktet i løbet af morgenstunden.

Anne Hempel Jørgensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed fortæller om arbejdet med at opspore personer, som har været i kontakt med den coronaramte medarbejder:

Nogle af de medarbejdere, der nu er i karantæne, skulle have været på arbejde i dag og de kommende dage. Det kan betyde aflysninger af patienter.

Styrelsen for Patientsikkerhed gør endnu engang opmærksom på, at alle de tre smittede i Danmark er blevet smittet i udlandet. Der er altså endnu ikke smittespredning i Danmark.

- Vi har en klar strategi om at forhale smittespredning i Danmark så længe som muligt og gerne til foråret, fordi virus spredes bedst om vinteren, siger Anne Hempel Jørgensen.

Manden, der er smittet, har det efter omstændighederne godt, fortæller overlæge Lars Østergaard.

Han er lige nu isoleret derhjemme.

Første tilfælde er journalist

Torsdag blev den første dansker bekræftet positiv. Der var tale om en journalist fra TV2, som havde været på ferie med sin familie i Norditalien. Han er lige nu i karantæne, så han ikke smitter andre.

I går meddelte Sundhedsstyrelsen, at endnu en dansker havde fået konstateret coronavirus.

Manden var kommet hjem fra skiferie i Norditalien 15. februar og fik blandt andet hoste og feber tre dage efter sin hjemkomst.

Manden henvendte sig til egen læge 27. februar - ni dage efter de første symptomer. Han blev testet positiv på Rigshospitalet dagen efter.

I alt er flere end 80.000 personer smittet på verdensplan - langt de fleste i Kina. Af dem har flere end 2.600 personer mistet livet.

Fakta om coronavirus

  • Coronavirus er en familie af virus, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene.

  • Det nye virus hedder SARS-CoV-2. Sygdommen, som det giver, hedder Covid-19 (Corona Virus Disease 2019).

  • De første tilfælde blev fundet i Wuhan i Hubei-provinsen i det østlige Kina i december 2019.

  • 80 procent af tilfældene giver milde symptomer, som ikke kræver indlæggelse.

  • 15 procent må indlægges på sygehus.

  • Fem procent indlægges på intensiv afdeling.

  • Dødeligheden kendes ikke, men vurderes af WHO til at ligge på mellem 0,3 og 1 procent af alle smittede (infection fatality rate, IFR). Dødeligheden blandt de diagnosticerede tilfælde er i de fleste opgørelser højere.

  • Alvorlig sygdom ses primært hos ældre og svækkede med kroniske sygdomme.

  • Kilder: Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen

Rettelse: Faktaboksen er opdateret med en præcisering af dødeligheden.