Nyt bandeopgør: Mand ramt af skud i nat

Politiet efterforsker skyderi mod parkeret bil i nat som banderelateret.

To personer sad i bilen, der blev skudt mod i nat. Arkivfoto. (Foto: © SCANPIX, Scanpix)

En person blev ramt, da der i nat blev skudt mod en parkeret bil med to personer i Ballerup i Storkøbenhavn.

Det bekræfter politikommissær Søren Puggaard Enevoldsen fra Københavns Vestegns Politi.

- De to forurettede sidder i bilen på en parkeringsplads i Hedeparken, hvor de sidder og snakker, da de opdager, at der blev skudt mod bilen.

- De flygter så fra stedet, og kører egenhændigt til hospitalet, da de finder ud af, at den ene er ramt, fortæller Søren Puggaard Enevoldsen.

Politiet fik anmeldelsen om skyderi klokken 00.33 i nat.

Bilen blev ramt af otte skud og politiet beskriver de to i bilen som "heldige". Manden, der blev ramt, kunne udskrives fra hospitalet her til morgen.

Flere skudepisoder de seneste dage

Der har på det seneste været adskillige bandeopgør med skudepisoder i København og omegn, og politikommissæren siger, at der også denne gang er tale om "bandetyper".

- Vi efterforsker det som et bandeskyderi. Lige præcis deres tilhørsforhold kan jeg ikke komme nærmere ind på, siger Søren Puggaard Enevoldsen.

Episoden i Ballerup er det tredje skyderi på tre dage i Københavns-området.

Torsdag aften blev en 20-årig mand ramt af to skud i benet på Juni Allé i Søborg.

Fredag aften blev en civil patruljebil ramt af fem skud, da den kørte efter en scooter i Mjølnerparken i København.