Nyrup: Psykiater skal stoppes øjeblikkeligt

En fynsk psykiater, der igennem mere end ti år har været undersøgt for fejlbehandlinger, skal stoppes øjeblikkeligt, kræver patientforeninger. Odense kommune henviser til Sundhedsstyrelsen.

Poul Nyrup Rasmussen vil have, at den fynske psykiater får frataget sin ret til at praktisere, "hellere i dag end i morgen." (Foto: © DR)

- Det er en syg kultur, vi har med at gøre. En syg kultur, som Sundhedsstyrelsen bærer et meget, meget stort ansvar for.

Sådan lyder formand for Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussens, første reaktion, da han hører om sagen med den fynske psykiater, der trods ti års mistanke om fejlbehandling og gentagne indberetninger til Sundhedsstyrelsen stadig kan behandle patienter.

Den fynske psykiater har et hovedtraume efter et fald fra et stillads i 2002, og DR Nyheders research viser, at Sundhedsstyrelsen mistænker det hovedtraume for at være medvirkende i fejlbehandlingerne.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:551670a9a11f9f1508e3a0e9

På trods af gentagne klager og kritik, så har psykiateren kunne fortsætte med at behandle og medicinere patienter. I dag har han afhændet sin praksis men arbejder på et botilbud for psykiatriske patienter i Odense.

Tilsynsfunktion som ikke fungerer

- Han skal fratages sin ret til at fungere som psykiater hellere i dag end i morgen, siger Poul Nyrup Rasmussen, der som formand for Det Sociale Netværk har arbejdet intensivt med psykiatrien i Danmark de seneste år.

- Den mand skal ikke fungere på det bosted, han er til skade hver dag for de stakkels udsatte mennesker, siger Poul Nyrup.

Samme holdning har formanden for landsforeningen SIND, Knud Kristensen.

- Jeg går ud fra, at man nu endelig vil kigge på sagen og sørge for, at han ikke får lov til at skade flere patienter, end han tilsyneladende allerede har gjort, siger han og fortsætter.

- Det forstemmende ved den her sag er, at det er endnu et eksempel på, at vi har en Sundhedsstyrelse med en tilsynsfunktion, som tilsyneladende overhovedet ikke fungerer.

Bolden ligger hos Sundhedsstyrelsen

Odense Kommune driver det botilbud for psykiatriske patienter, hvor psykiateren fortsat behandler patienter.

Her henviser administrerende direktør i Ældre- og Handikapforvaltningen, Helene Bækmark, til netop Sundhedsstyrelsen.

- Vi er altid meget opmærksomme på, om vi gør det bedste, vi kan og om den faglighed vi møder borgeren med er god og i orden. Vi har selvfølgelig været i kontakt med Sundhedsstyrelsen for at høre, om den her psykiater fortsat har sin autorisation. Det er vi blevet betrygget i, at han har, og derfra går vi fremad og er indstillet på, at Sundhedsstyrelsen naturligvis har det faglige tilsyn, siger hun og uddyber.

- Som kommune og administration læner jeg mig naturligvis op ad, at der er en dygtig og fornuftig myndighed i Danmark, der varetager den slags tilsyn.

Hun understreger, at de i Odense kommune ikke har modtaget nogle klager over psykiateren i hans nuværende ansættelse.

Nyrup: Ryd op i Sundhedsstyrelsen

Den tillid til Sundhedsstyrelsen, som Odense Kommune har, er det dog ikke alle, der deler. Poul Nyrup Rasmussen mener, at denne tredje sag bør få omfattende konsekvenser.

Sundhedsminister, Nick Hækkerup, har iværksat en kulegravning af flere tusinde tilsynssager, som Sundhedsstyrelsen har i gang mod læger og andre sundhedspersoner. Det er sket på baggrund af de tidligere sager, som DR Nyheder har beskrevet.

Men indsatsen for stoppe dårligere psykiatere bør udvides, lyder opfordringen fra Det Sociale Netværk.

- Jeg siger ikke, at de mange dygtige folk i psykatrien er som denne sag. Men vi kan ikke tåle flere brodne kar. Derfor vil jeg opfordre til, at også regionerne gennemgår deres psykiatere for at se på, om de lever op til kravene. Er det her den sidste sag eller er der flere på vej? Lad os få det frem og lad os få det stoppet.

- Det er også på tide, at vi forbedrer det faglige niveau i Sundhedsstyrelsen, når det gælder indsigt på psykiatriområdet. Vi skal forbedre reglerne og stramme betingelserne for, at du kan opretholde din funktion som psykiater, så patientsikkerheden kommer bare i nærheden af den patientsikkerhed, vi alle tager for givet, når det gælder for eksempel hjerte- eller kræftsygdomme, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Vil ikke give interview

Sundhedsstyrelsen har ikke villet give interview i sagen, men skriver i en mail til DR Nyheder.

”Vi har fortsat en tilsynssag på lægen, hvilket blandt andet betyder, at vi overvåger hans ordinationer af afhængighedsskabende lægemidler. Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, vurderer vi straks om de nye informationer har betydning for patientsikkerheden.”

Den fynske psykiater har ikke ønsket at lade sig interviewe af DR Nyheder om sagen. I stedet har han sendt et skriftligt svar, som kan læses i sin fulde længde her:

Du kan læse mere om denne sag, sagen om den hjerneskadede psykiater og sagen om den nordjyske psykiater Arne Mejlhede på vores temaside her.

Og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk