To nye tilfælde af mæslinger: Der er nu udbrud af sygdommen i Danmark

Der ventes flere tilfælde af mæslinger i de kommende uger, lyder det fra Statens Serum Institut.

Mæslinger giver i første omgang høj feber, kraftig forkølelse, røde øjne og hoste, hvorefter der kan komme et karakteristisk rødt udslæt.

Der er tale om et egentlig udbrud af mæslinger i Danmark.

Det slår Statens Serum Institut (SSI) fast, efter at der er konstateret et fjerde og et femte tilfælde af mæslinger i Danmark.

- Det vurderes, at der nu cirkulerer mæslingevirus i Danmark, og vi kan forvente flere tilfælde i de kommende uger. Derfor vil SSI ikke længere omtale enkelte nye tilfælde i dette udbrud, men henviser i stedet til opdatering af udbruddet på vores hjemmeside, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI i en pressemeddelelse.

Denne gang er det to unge mænd fra henholdsvis Fyn og København, der er blevet ramt af sygdommen.

Manden fra Fyn har haft kontakt til et kendt tilfælde af mæslinger, mens manden fra København har ukendt smittekilde.

To af de andre tilfælde er blevet erhvervet på en rejse, ét tilfælde er smittet af en kendt kontakt, og de sidste to tilfælde er smittet i Danmark uden kendt smittekilde.

Røde øjne og hoste bliver til udslæt

Personer, der ikke er immune overfor mæslinger, bør være opmærksomme på sygdommen i op til 18 dage, efter at de kan være blevet udsat for smitte.

De typiske symptomer er høj feber, kraftig forkølelse, røde øjne og hoste. Efter nogle dage med bedring kan der på ny komme høj feber og et rødt prikket udslæt, som starter i ansigtet og breder sig ned over kroppen.

Mener man at kunne være blevet smittet, skal man ringe til egen læge eller vagtlæge, så de kan planlægge en undersøgelse, uden at andre personer bliver udsat for smittefare.

Statens Serum Insititut understreger, at man med mistanke om mæslinger ikke må møde uanmeldt op i et venteværelse, da sygdommen er yderst smitsom.

Det er særligt personer født mellem 1975 og 1986 samt uvaccinerede født efter 1986, der skal være særligt opmærksomme, da vaccinationsprogrammet mod mæslinger først blev indført i 1987, og i de første år var det ikke alle, der blev vaccineret.