Den 42-årige Jimmi Lillelund blev sidst set i live den 30. april for fire år siden ved Gundsømagle. Han mødte aldrig op til en aftale, og derfor blev han meldt savnet.
Politiet igangsatte en større efterforskning, da man frygtede, at han havde været udsat for en forbrydelse.
I sommer valgte politiet at anholde og sigte tre personer - en kvinde og to mænd - for drabet på den 42-årige mand. De blev dog ikke fængslet på daværende tidspunkt.
Men en måned senere, i juli 2024, gravede politiet med gravemaskiner på en gård, hvor Jimmi Lillelund boede.
Herefter blev de tre sigtede fremstillet i retten, sigtet for drab og usømmelig behandling af lig.
Sagen har været kørt for lukkede døre, men under en fristforlængelse i Retten i Roskilde i dag blev dørene åbnet.
Peger på hinanden
Her kom det frem, at de to mandlige sigtede på henholdsvis 60 og 27 år har begge peget på hinanden som gerningsmand til drabet.
Anklageren læste op, at den 60-årige er blevet afhørt den 7. oktober, og at han her peger på, at det var den 27-årige mand, som skød Jimmi Lillelund for fire år siden.
Efterfølgende blev liget skaffet af vejen. Ifølge sigtelsen skulle det være foregået ved "helt eller delvist" at have afbrændt liget og begravet resterne.
Af sigtelsen fremgik det ikke, hvordan den 42-årige mand blev dræbt, men ifølge de to sigtedes forklaringer skete det med skud.
Den 48-årige kvinde, som sidder fængslet i sagen, ønskede i dag at blive løsladt, og derfor var der retsmøde.
Hendes forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn, påpegede, at den 27-årige sigtede tidligere har forklaret, at det var den 60-årige mand, som skød Jimmi Lillelund.
- Begge forklarer, at min klient ikke har vidst noget om den her sag, sagde Henrik Stagetorn under retsmødet.
Kvinden fik også mulighed for at udtale
sig under retsmødet.
- Jeg har ikke vidst noget. Problemet må være mellem de to andre, sagde kvinden over et videolink fra arresten, hvor hun sidder varetægtsfængslet.
Bekræfter fund
Politiet har aldrig bekræftet, om man har fundet resterne af den 42-årige mand. Men under fristforlængelsen kom det frem, at der er lavet en knogleanalyse.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for DR Nyheder, at man har fundet rester fra et menneske.
- Vi har en ret stor formodning om, at det stammer fra Jimmi, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard efter retsmødet.
Ved retsmødet kom det desuden frem, at man her fire år efter også skulle have gjort fund på et bestemt sted, som relaterer sig til det våben, der blev brugt til at dræbe Jimmi Lillelund med.
De tre sigtede er alle beskyttet af et navneforbud, derfor er det ikke muligt for DR Nyheder at beskrive dem nærmere eller deres relation til den dræbte. De nægter sig alle skyldige.
Tiltale på vej
Under fristforlængelse kom det frem, at anklagemyndigheden forventer, at man allerede inden for den næste måned kan rejse tiltale i sagen.
Ifølge anklageren mangler politiet kun ganske få efterforskningskridt i sagen.
I retten kom det frem, at politiet blandt andet har haft aflytning af de sigtedes telefoner.
Enkelte af samtalerne blev læst op i retten - og her kom det frem, at de sigtede flere gange taler om, at der skal tales med "en advokat".
Dommeren mente på baggrund af dagens retsmøde, at den 48-årige kvinde fortsat skulle sidde varetægtsfængslet.
- Uanset forklaringerne siden sidste retsmødet, så mener jeg fortsat, at der foreligger et grundlag for varetægtsfængsling, lød det fra dommeren.
- Der er fortsat en påvirkningsrisiko, at vidner kan påvirkes, eller at der er mulighed for, at man afstemmer forklaringer.
Forsvarsadvokaten kærede den beslutning, og han ønsker nu, at Østre Landsret skal se på grundlaget for fængslingen.