Vi skal alle sammen blive bedre til at pakke vores telefoner væk. Ikke bare for vores egen skyld, men især for vores børns skyld.
For vi risikerer, at tiden vi bruger med øjnene rettet mod en skærm går ud over vores trivsel, vores sociale relationer og fællesskabet i hjemmet.
Sådan skriver Sundhedsstyrelsen i forbindelse med, at de i dag udgiver nye retningslinjer for, hvor meget tid både børn og voksne bør bruge foran en skærm.
Og ligesom Børns Vilkår gjorde i september, skærper Sundhedsstyrelsen nu også deres anbefalinger til de mindste.
Ikke uden en aktiv voksen
For børn mellem 0 og 2 år er anbefalingen nu, at de slet ikke bør bruge tid foran en skærm - medmindre det er sammen med en voksen.
Det skyldes ifølge Trine Flensborg-Madsen, der er professor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet, at der ikke lader til at være noget godt at hente for de mindste i skærmene.
- Det lykkedes os faktisk ikke at finde studier, der indikerer, at det kan være positivt for børn under to år at bruge tid foran en skærm.
Tværtimod kan det være skadeligt for barnets udvikling at blive placeret foran en skærm, hvis de eksempelvis er kede af det eller vrede.
- Hvis man giver barnet en skærm, hver gang noget bliver svært, så lærer man ikke barnet at følelsesregulere eller indgå i sociale sammenhænge på en god måde.
- Og det kan påvirke ens mentale sundhed langt ind i resten af barndommen og voksenlivet, siger Trine Flensborg-Madsen, der har været med til at formulere de nye anbefalinger.
Skal de mindste bruge tid foran en skærm, så bør det ifølge Sundhedsstyrelsen foregå sammen med en voksen, der deltager aktivt. De kan eksempelvis læse højt, vise billeder af familien eller se korte tegnefilm, som man så kan tale med barnet om.
Forældre skal kende risikoen
Det er ikke kun de mindste, der bør bruge mindre tid foran skærmen.
Gennem de seneste ti år er skærmforbruget steget i alle aldersgrupper, ifølge Sundhedsstyrelsen. Og derfor lægger de nye anbefalinger også op til, at alle forældre til hjemmeboende børn giver både deres egne og familiens skærmvaner et eftersyn.
- Sådan som skærmlandskabet ser ud lige nu, så er det jo helt anderledes fra for fem eller ti år siden. De her skærme følger os ikke bare i hjemmet længere, men rundt i hele verden, og vi mangler simpelthen viden om, hvilken betydning det har på længere sigt, siger Trine Flensborg-Madsen.
- Jeg mener, det er vigtigt at vi får sendt et signal til forældre om, at det kan have negative konsekvenser, og det håber jeg er dét, der kommer til at ske med de her anbefalinger, siger Trine Flensborg-Madsen.
Du kan læse de nye retningslinjer for både børn og voksne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
I løbet af oktober vil Sundhedsstyrelsen komme med en guide til, hvordan de nye anbefalinger kan omsættes til gode vaner i hjemmet.