Ny undersøgelse: Sådan rammes børns indlæring, når forældrene går fra hinanden

Et nyt studie viser et eskalerende læringstab hos skolebørn, når forældrene går fra hinanden.

Det kan nærmest aflæses med det samme hos et barns indlæring, når forældre går fra hinanden. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix)

Når forældrene går fra hinanden, så kan det tydeligt aflæses i barnets indlæring.

Det viser to nye studier fra Rockwool Fonden, der har undersøgt, hvordan 2. til 8. klasseselever klarede sig både i forhold til klassekammerater og i forhold til sig selv, inden og efter forældrene gik fra hinanden.

Her lyder konklusionen, at man allerede kort efter et brud mellem forældrene kan se, at barnet begynder at klare sig dårligere i de nationale test i folkeskolen, og den negative udvikling intensiveres i løbet af skoletiden.

Jo længere tid forældrene ikke har været sammen, jo større bliver forskellen simpelthen op til de klassekammerater, hvis forældre stadig er sammen.

- Går dine forældre fra hinanden, når du er seks, så vil det samlede læringstab være større, end det er, hvis de går fra hinanden, når du er ti, forklarer Peter Fallesen, der er forskningsprofessor i Rockwool Fondens Forskningsenhed og står bag undersøgelsen.

Stor midtergruppe påvirkes mest

Samtidig konkluderer studierne, at det største tab af læring hverken sker hos de 25 procent af børn, der klarer sig dårligst i de nationale test eller hos de 25 procent, der klarer sig bedst. Faktisk er det den store gruppe i midten, der i højeste grad oplever de negative konsekvenser ved, at forældrene går fra hinanden.

Omregner man de nationale test til 7-trinskarakterskalaen, så vil et barn fire år efter forældrene er gået fra hinanden være faldet med 0,2 i karakter.

- Det er ikke en lille effekt, det her. Faldet svarer til den effekt, man regner med gennemsnitligt at få i den anden retning, når man laver en national uddannelsesintervention, siger Peter Fallesen.

Forældrene mister tiden til at hjælpe med lektier

Undersøgelsen konkluderer også ret opsigtsvækkende, at læringstabet hos børnene ikke sker, når de sidder i klasselokalet. Det sker faktisk, når de slynger skoletasken over skulderen, og tager hjem.

- Det, der driver læringstabet, er det, der sker udenfor skolen.

- Et bud kunne jo være, at når man er to forældre, så er man ligesom to til at løse alle de praktiske opgaver i hjemmet, men når man går fra hinanden og har hver sin husstand, så er der dobbelt op på det praktiske. Og så må man måske give køb på at hjælpe med lektier eller bare den generelle samtale, der er med til at stimulere børnene, siger Peter Fallesen.

Men er der ikke også en negativ konsekvens, hvis børnene vokser op i et hjem, hvor forældrene ikke kan udstå hinanden?

- Jo, og derfor er vi meget optagede af at sige, at man ikke kan bruge vores forskning til at sige, at folk ikke skal blive skilt. Der er jo en grund til, at vi skilles, og hvis vi fjerner de forældres muligheder for at blive skilt, så var de familier også endt et sted, der var rigtig skidt for børnene, siger Peter Fallesen.

Ifølge Rockwool Fonden kan 28-30 procent af børn i Danmark forvente, at deres forældre ikke bor sammen, når de er færdige med at gå i skole.

'Det er en livskrise for børnene'

Konklusionerne fra Rockwool Fonden kan man nikke genkendende til hos Center for Familieudvikling. I organisationen, der arbejder med forældresamarbejde efter en skilsmisse og børns trivsel, har man tidligere haft et stort projekt, hvor man rustede lærere til at imødegå børns udfordringer i forbindelse med en skilsmisse.

- Det, vi så, var, at mange børn fik svært ved at koncentrere sig og følge med, når det er sådan, at mor og far går fra hinanden. Det fylder rigtig meget i deres tanker, siger psykoterapeut Søren Marcussen – afdelingsleder for skilsmisse- og parafdelingen ved Center for Familieudvikling i København.

Gert Martin Hald finder det bekymrende, at børnenes læringstab er permanent.

Man stødte samtidig på problemet med forældrenes manglende tid efter et brud.

- Dels er det en livskrise for børnene, der simpelthen bare tager hjernekapacitet, dels kræver det mere af mor og far at være forældre alene, og det vil sige, at overskuddet til at støtte børnene i for eksempel at lave lektier bliver udfordret, siger Søren Marcussen.

'Resultaterne er lidt bekymrende'

Og Rockwool Fondens resultater er bekymrende, mener Gert Martin Hald, der er professor i psykologi ved institut for folkesundhed på Københavns Universitet.

- Jeg synes resultaterne er lidt bekymrende, for de peger på, at der er et varigt læringstab. Hvis det var et midlertidigt læringstab, så kunne børnene jo komme efter det, men det, rapporten viser, er, at man aldrig indhenter det her. Så det er nogle ressourcer, vi mister, siger han.

Han mener, at det som forældre er en rigtig god idé, hvis man allierer sig med andre voksne, hvis man vil bringe barnet bedre igennem en skilsmisse.

- Det er en rigtig god idé at aktivere sit netværk og finde en anden voksen, barnet har tillid til, der så kan hjælpe dem med de ting, de har behov for i skolen, siger Gert Martin Hald, der samtidig peger på, at vi som samfund også skal blive bedre til at tage hånd om de faglige problemer, der kan opstå i kølvandet på, at forældre går fra hinanden.

- Det kunne for eksempel være at lave en digital platform, hvor børn kan lære om deres egne følelser, siger han.