Ny skole åbner for børn med høj IQ: Folkeskolen består ikke opgaven

Det er den femte skole i landet kun for højt begavede børn og et skridt på vejen til, at folkeskolens fundament slår revner, mener forsker.

Efter sommerferien åbner Leonardo-skolen i Aarhus, der i løbet af påskeferien har haft forældre til kommende elever indkaldt til samtaler.

I disse påskedage holder en helt ny skole for højt begavede børn i Aarhus forældresamtaler forud for åbningen efter sommerferien. Det bliver den femte skole i landet, der henvender sig til børn med en IQ på mindst 130.

- Her kan eleverne få lov til at udnytte deres poteniale og finde ligesindede, de kan snakke med om asteroider, dinosauerer eller hvad de interesserer sig for, fortæller skolens leder, Rune Vang Sommer.

Efterspørgslen på skoler for højt begavede, skyldes ifølge skoleforsker fra VIA University, Andreas Rasch-Christensen, at folkeskolen ikke er god nok til at rumme de elever.

- Folkeskolen har problemer med at inkludere alle typer elever – også de højtbegavede, hvor flere ikke trives hverken fagligt eller socialt. Og derfor vælger forældre at sende deres børn til specialiserede skoler.

Hvis flere af den type skoler popper op, frygter Andreas Rasch-Christensen, at folkeskolen mister sin diversitet.

- Jeg er ret bekymret for udviklingen. Det er folkeskolens fundament, der slår revner i øjeblikket.

Lederen bag den nye aarhusianske skole, Leonardo-skolen, frygter dog ikke, at hans elever kommer til at mangle alsidigheden ved folkeskolen.

- Tværtimod. Højt begavede elever er lige så forskellige som alle mulige andre, men de har ingen at spejle sig i i folkeskolen, siger skoleleder Rune Vang Sommer.

- 40 procent af de højt begavede har det ikke godt, så der er et behov for en skole til de børn, siger Leonardo-skolens leder, Rune Vang Sommer.

Han har selv oplevet udfordringer ved at være højt begavet. Det håber han, at de omkring 50 elever, der kan starte på Leonardo-skolen, vil være fri for.

- Når man er blandt de to procent bedst begavede i Danmark, er konsekvensen ved at være i folkeskolen, at man skal lægge låg på sig selv og sine interesser for at passe ind. Det kan give dårligt selvværd og selvtillid.

Regeringen vil opspore elever med høj IQ

For et par måneder siden nedsatte regeringen en ekspertgruppe for at hjælpe de højt begavede elever i folkeskolen.

Ekspertgruppen skal frem mod skoleåret 2024/2025 finde metoder til at identificere flere børn med høj IQ, så de kan få undervisning tilpasset deres behov. Formålet med hurtigt at finde frem til eleverne er ifølge Børne-og undervisningsministeriet:

- At risikoen for udfordringer eller decideret mistrivsel hos den enkelte elev minimeres.

Den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver:

- Der skal være plads til alle børn i folkeskolen, og derfor har vi i januar iværksat et tiltag, der skal hjælpe skoler til at identificere højt begavede elever og komme med anbefalinger til undervisningen.