Fire unge personer i alderen 14 til 16 år er blevet sigtet for at dele en video med seksuelt indhold.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen begyndte 12. januar, hvor politiet blev bekendt med, at der florerede en video med seksuelt indhold med en 13-årig pige og en 14-årig dreng.
Videoen florerede i den nordlige del af Aarhus, oplyser politiet. Videoen blev første gang delt 11. januar via et socialt medie og er derefter blevet delt videre til et endnu ukendt antal unge mennesker.
- Vi er i fuld gang med at efterforske sagen og har foreløbigt sigtet fire unge mennesker i alderen 14-16 år. Flere kan følge efter, som vores efterforskning skrider frem. Vi opfordrer kraftigt til, at man henvender sig til os, hvis man modtager den pågældende video, og at man under ingen omstændigheder deler den med andre, siger politiinspektør René Raffo, Østjyllands Politi.
De fire sigtede er alle fra Aarhus, og der er tale om to piger og to drenge.
Politiet oplyser i pressemeddelelsen, at de har indledt et samarbejde med det Nationalt Cybercrime Center (NC3) og været i dialog med flere sociale medier og Aarhus Kommune.
Kommer i kølvandet på omfattende sag
Sagen i Aarhus kommer i kølvandet på, at der i går faldt de to første domme i et omfattende sagskompleks, hvor mere end 1.000 personer - mestendels unge - er sigtet for at dele en video med seksuelt krænkende indhold fra 2015 med en mindreårig pige og en mindreårig dreng.
To mænd på henholdsvis 19 og 20 år fik i går henholdsvis 40 dage og 30 dages betinget fængsel for børnepornografi ved at have været i besiddelse af og delt videoen flere gange.
I denne sag skal der køre yderligere syv prøvesager, der skal være med til at fastlægge strafniveauet, så de resterende mange hundrede sager kan komme hurtigere igennem systemet.