Det var hverken usædvanligt eller uundgåeligt, at den forurenede jord begyndte at skride ved virksomheden Nordic Waste nær Ølst i Randers Kommune.
Og faktisk har der været jordskredsaktiviteter på området siden 2021.
Det fastlægger en ny rapport fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, som er udarbejdet efter anmodning fra Miljøstyrelsen.
- På det foreliggende grundlag vurderer Geus, at det er deponeringen af jord, som er den primære årsag til jordskreddet, og at jordskreddet ikke kan betegnes som en ”naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig (og uafværgelig) karakter”, skriver Geus i hovedkonklusionen af sin rapport.
Randers Kommune har ellers flere gange afvist risikoen for jordskred ved Nordic Waste.
Flere års skred
Men Geus' konklusion baseres på, at Geus har konstateret, at jordskredsaktiviteten indtil "i hvert fald foråret 2023" udelukkende er sket i det område, hvor den forurenede deponerede jord har været. Der har altså ikke været jord med skredaktivitet i det omkringliggende område.
Desuden konstaterer de, at det er deponeringen af jord i kombination med lergravens "fysiske egenskaber og morfologi" er den primære årsag til, at jorden begynder at skride, fordi den er lagt oven på jord af ler, som hælder og er uigennemtrængeligt.
Sidst men ikke mindst fastslår kortlægningen af skredet, at jorden er skredet siden 2021 og for alvor tog fart i foråret 2023.
Geus vurderer, at det betyder, at jordskreddet ikke er betinget af store mængder nedbør. Men at det våde år 2023 formentlig har accelereret bevægelsen.
Ødelagt bygning og rykket vej
Rapporten fastslår også, at "jordskreddets tå" i starten af 2023 er kommet så tæt på virksomhedens bygninger på grunden, at det laver skader på en lagerhal.
Således får lagerhallen i løbet af februar 2023 revet 15 meter af sin vestlige ende.
- Sandsynligvis fordi den var blevet beskadiget af jordskreddet, lyder det i rapporten.
- Få uger senere den 1. april 2023 ses det, at jordskreddet har fortsat sin bevægelse og ligger helt inde i lagerhallen i en højde op til en til to meter fra taget.
Udover den ødelagte lagerhal, så har en vej i området rykket sig cirka 20 meter mod øst, konkluderer rapporten.
Geus: Sådan kan man sænke farten
Geus forventer, at jordskreddet vil fortsætte, hvis ikke man gør noget for at bremse det.
Jordskreddet vil dog stoppe, hvis det rammer stabilt terræn, som hælder tilpas lavt. Men undersøgelsen siger ikke noget om, hvor det punkt kan være. Det vil kræve mere analyse.
Uden at vide, hvor stor effekt, Geus' løsningsforslag vil have, kommer de med nogle bud på, hvad man kan gøre for at bremse eller sænke farten på jordskreddet:
Rapporten foreslår, at man dræner jorden i forsøget på at mindske skredaktiviteten, ligesom den foreslår, at man fjerner jord fra toppen af skredet, fordi for meget jord i toppen accelererer skredet.
Samtidig må man ikke fjerne for meget jord fra skredets "tå", da det også kan sætte fart på processen med den skridende jord.
Nordic Waste er her til formiddag blevet erklæret konkurs ved skifteretten i Randers.