Ny prognose: Dine nærbutikker dør

Over halvdelen af de knap 500 nærbutikker, vi har i Danmark i dag, vil lide døden inden 2023, spår prognose.

De lokale supermarkeder er truet, viser ny prognose. (© Coop Danmark)

Farvel til den lokale købmand og goddag til et discountsupermarked.

Sådan har rigtig mange forbrugere allerede sagt - og det vil endnu flere gøre i løbet af de kommende år, lyder det i en ny prognose fra Retail Institute Scnadinavia.

Over halvdelen af de knap 500 nærbutikker, der findes i Danmark i dag, vil lide butiksdøden inden 2023.

En sportsgren

Når danske forbrugere lægger varer på kassebåndet, er der én ting, vi går særligt op i: Og det er prisen.

- Det er jo ligesom en sportsgren, der er opstået gennem det sidste årti. Vi elsker at handle, siger Henning Bahr, direktør i Retail Institute Scnadinavia.

Mens prisiveren er god for discountbutikkerne, går det hårdt ud over købmænd og nærbutikker.

- Selvom forbrugerne siger, at de er glade for Lokalbrugsen eller Spar, så handler de for meget ovre i Netto og Fakta, siger Henning Bahr.

Færre dagligvarebutikker

Men selvom vi får flere discountbutikker i løbet af de næste 10 år, så vil stigningen være begrænset.

- Vi tror, at vi nærmer os et mæthedspunkt, hvor discountbutikkerne må kæmpe mere indbyrdes om forbrugernes gunst, siger Henning Bahr.

Og det betyder alt i alt, at vi får færre dagligvarebutikker i Danmark. Om 10 år vil hver tiende af de dagligvarebutikker, vi har i dag, være lukket, spår prognosen fra Retail Institute Scandinavia.

Direktør for de Samvirkende Købmænd John Wagner anerkender, at det ser skidt ud for de små købmænd, men mener, at flere købmænd end antaget i prognosen kan overleve.

- De skal følge med udviklingen, men politikerne skal også forstå deres ansvar for at opretholde et butiksliv uden for de allerstørste byer, siger han.