En lang række afdelinger på Aarhus Universitetshospital er nu så pressede, at det anses for at være decideret livstruende eller at kunne gå ud over patienters førlighed.
Det fremgår af en ny opgørelse fra Region Midtjylland, der har fået indberetninger fra samtlige af regionens hospitalsafdelinger.
Indberetningerne blotlægger flere områder, hvor hospitalerne er usikre på, om de fremover vil kunne overholde de garanterede ventetider.
Regionspolitikerne besluttede i kølvandet på kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital, at de hvert halve år vil have indberetninger fra alle regionens hospitaler.
Ifølge opgørelsen er der også alvorlige problemer på andre hospitaler i Region Midtjylland - for eksempel Regionshospitalet Gødstrup.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) kalder på omgående handling efter at have set opgørelsen.
- Så hurtigt som muligt skal vi have udmøntet kræftmidlerne fra regeringen og den kapacitetspulje, som partierne bag budgetforliget afsatte i budget 2024, udtaler Anders Kühnau i en pressemeddelelse.
Økonomien skrider yderligere
I pressemeddelelsen udsendt sent onsdag aften skriver Region Midtjylland desuden, at den økonomiske situation på kort tid er forværret.
Ifølge en ny økonomirapport fra 31. august ventes Aarhus Universitetshospital nu at overskride budgetterne med 155 millioner kroner i 2023.
I en økonomirapport fra 31. maj lød den forventede overskridelse på kun 55 millioner kroner.
Også på Regionshospitalet i Gødstrup er økonomien skredet yderligere på kort tid, selvom der allerede har været besparelser.
Hospitalet ventes nu at komme ud af 2023 med en budgetoverskridelse på 120 millioner kroner. Tilbage i slutningen af maj lød den forventede overskridelse i en økonomirapport på 100 millioner kroner.
Region Midtjylland forklarer blandt andet den økonomiske forværring med, at udgifterne til tilskudsmedicin fortsat er stærkt stigende. Det drejer sig for eksempel om tilskud til diabetesmedicinen Ozempic.
Nye puljer bringes i spil
I Region Midtjyllands helt nye budgetforlig for 2024 er der reserveret 25 millioner kroner til ”kapacitetsopbygning” og cirka 60 millioner kroner i en ”politisk prioriteringspulje”.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) vil allerede nu bringe de penge i spil for at afbøde den økonomiske forværring i regionen.
Han har nu bedt Region Midtjyllands direktion undersøge mulighederne for ansættelsestop, stop for brug af vikarer og stop for aftaler om frivilligt ekstraarbejde.
Aarhus Universitetshospital meddeler, at de ikke har nogen kommentarer til den nye opgørelse.
- Nu har Region Midtjylland lagt kapacitetsudfordringerne frem for politikerne og af respekt for deres diskussioner, ønsker vi ikke samtidig at stille op og kommentere dem, meddeler AUH.