Efter nytår starter en ny lægevagt i Region Hovedstaden. Men allerede inden start kritiserer foreningen Yngre Læger akuttilbuddet. De bryder sig ikke om den måde, som lægevagten er blevet til på.
Formanden for Yngre Læger, Camilla Noelle Rathcke, kalder det "dybt forkasteligt", at lægevagten højest sandsynligt kommer til at trække på vikarbureauer fra begyndelsen. Borgerne risikerer nemlig at få dårligere kvalitet, mener hun.
- På den her måde, der risikerer man, at man får hvem som helst ind. Læger, der ikke er speciallæger i almen medicin, men heller ikke nødvendigvis speciallæger i andre relaterede specialer, siger hun.
- De får simpelthen nogen som måske er på vej til at blive speciallæger, men i helt andre specialer. Og de kan i virkeligheden også få ret unge og uerfarne læger ind i den her ordning. Og det mener jeg faktisk ikke var meningen, fortsætter Camilla Noelle Rathcke.
Afviser kritik
Men kritikken preller af på direktøren for akutberedskabet i Region Hovedstaden, Freddy Lippert:
- Vi tager ikke bare vikarer ind via vikarbureauer. Vi vurderer alle de folk, der bliver ansat hos os. Om de er kvalificerede til opgaven, siger han til DR Nyheder.
Freddy Lippert afviser derfor, at der kan være problemer med kvalifikationerne hos de læger, man håber at få via vikarbureauerne.
- Hvis vi laver en aftale med et vikarbureau, så har vi også nogle krav til, hvad folk skal kunne og hvilken erfaring de har, forklarer han.
Huller i bemanding
Ifølge DR Nyheders oplysninger er der lige nu huller i bemandingen svarende til fem til ti læger til hverdagsvagter og 20 til 25 til weekendvagterne. Men de tal kender direktøren for Region Hovedstadens akutberedskab ikke noget til.
- Det er ikke nogle tal, jeg kender, siger Freddy Lippert.
Han fortæller, at man på nuværende tidspunkt har ansat cirka 80 læger, og at vikarbureauerne blot skal skabe sikkerhed for den fremtidige bemanding.
- Det er med seler og livrem i forhold til at dække de huller, der måtte være og de spidsbelastninger, der bliver, og det kan så være, at det bliver aktuelt i januar måned, siger han.