- Du har skrumpelever. Og jeg gider ikke se dig mere. For hvis du drikker igen inden for kort tid, så dør du.
Den besked fik Allan Sørensen fra Vestsjælland af sin læge.
Og det var ikke småting, Allan drak i de dårligste perioder.
- Hver dag var det nok en ramme øl. Og nogle sidevogne. Og så en pose med hjem.
I dag drikker Allan Sørensen ikke mere. Han passer på livet for at være sammen med sine voksne drenge.
- Jeg har fået min dom, ikke? Det kan ikke hjælpe at drikke sig i hegnet, vel? Så det er uden spiritus resten af mit liv, understreger Allan Sørensen.
400.000 drikker mere end anbefalet
Ny forskning fra Rigshospitalet og Statens Institut for Folkesundhed slår fast, at et alkoholforbrug på over to genstande om dagen øger risikoen for skrumpelever.
Næsten 400.000 danskere drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikogrænse på 14 genstande om ugen for kvinder og 21 for mænd.
Det er læge og ph.d-studerende Gro Askgaard, der står bag de nye forskningsresultater.
Hun fortæller, at personer, der overskrider grænserne og drikker hver dag, har en højere risiko for at udvikle skrumpelever sammenlignet med dem, der drikker samme alkoholmængde – men som hver uge har dage uden at drikke alkohol.
Den nye forskning slår også fast, at det er det nuværende alkoholforbrug, der er den vigtigste faktor for, om man får skrumpelever. Ikke et stort alkoholforbrug, der ligger år tilbage.
Og så tyder noget på, at vin er forbundet med en mindre risiko for at give skrumpelever sammenlignet med øl og spiritus.
Slet ikke alle får skrumpelever
Det er langt fra alle, der drikker meget gennem mange år, der får skrumpelever; forskningen viser, at faktorer som rygning, smitsom leverbetændelse, fedme, køn og gener også spiller en rolle for, om et stort alkoholforbrug ender med en skrumpelever.
Gro Askgaard slår fast, at det er en myte, at det er ”manden på bænken”, der får skrumpelever.
- Den typiske patient kan også være en ingeniør, der har drukket for meget rødvin efter arbejdet, siger forskeren fra Rigshospitalet.
I dag bruger Allan Sørensen sine erfaringer i foreningen Minerva i Vig, der er for mennesker, der er ædru og clean, til at hjælpe andre i samme situation.
- Der er noget at stå op til. Det skal enhver alkoholiker have. Noget at stå op til. Ikke flasken. Men et liv, siger Allan Sørensen.
Se mere i TV AVISEN på DR1 kl. 21.