Danske forskere ser ud til at have fået et gennembrud i jagten på en vaccine mod kønssygdommen klamydia, skriver Politiken.
Det er lykkedes forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut at udvikle en vaccine, der virker effektivt i mus og grise, og som i øjeblikket bliver testet på aber i Frankrig.
Opdagelsen er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Infectious Diseases.
Forbereder forsøg på mennesker
- Det er lykkedes os at finde klamydiabakteriens akilleshæl og rette et kraftigt angreb mod den fra kroppens eget immunforsvar, siger forskningschef og vicedirektør Peter Lawætz Andersen fra Statens Serum Institut, der har stået i spidsen for den aktuelle undersøgelse.
Vaccinen virker i mus og grise. Derfor er forskerne så optimistiske, at de allerede nu er gået i gang med at forberede forsøg på mennesker.
- Vi forventer at kunne prøve vaccinen af på mennesker allerede i 2016, siger han.
Klamydia er en seksuelt overført bakterie, der hvert år inficerer over 100 millioner mennesker i verden.
Barnløshed hos kvinder
Kønssygdommen kan føre til barnløshed hos kvinder, hvis infektionen ikke bliver behandlet i tide med antibiotika. Mellem 25.000 og 30.000 danskere bliver hvert år smittet med klamydia. Det er fortrinsvis unge mellem 15 og 25 år, der bliver smittet.
- Vores håb er, at vi med vores nyudviklede vaccine, kan gøre menneskers immunforsvar kampklar, når klamydiabakterien melder sin ankomst efter et samleje.
- Det vil være et stort skridt i kampen mod den vidt udbredte kønssygdom og vil kunne forebygge barnløshed som følge af en infektion", siger Peter Lawætz Andersen til Politiken.
/ritzau/