Helt som i et eventyr var der en spåkone involveret, da kronprins Frederik og Mary mødte hinanden.
Mary Donaldson var to uger inden olympiaden i Sydney i 2000 taget på Paddington Market, der lå i nærheden af hendes hjem.
I markedets okkulte afdeling var hun egentlig gået forbi tarotkvinder en gang, da hun pludselig syntes, at en af dem stod og kiggede "meget direkte og bestemt" i hendes retning. Og så besluttede hun sig for at lade kvinden læse hendes tarotkort og høre, hvad hun kunne fortælle om hendes fremtidige karriere og kærlighedsliv.
- Det blev en interessant time!, siger kronprinsessen i den nye biografi om kronprins Frederik 'Under Bjælken'.
- Kvinden fortalte mig, at jeg ville forlade den arbejdsplads, hvor jeg for ikke så længe siden var blevet ansat, og at jeg snart ville møde, som hun sagde, "a very worldly man". Det var en mand fra udlandet, og jeg ville blive meget berømt, "a star", sagde hun ligefrem.
Og det stoppede ikke her. Kvinden fortalte også Mary, at "folk kommer til at vide, hvem du er, de vil se dig, de vil høre dig", og hun nævnte også, at den 28-årige australier på et tidspunkt ville flytte til Europa.
Et sammensurium af skæbne
Selv om Mary i bogen fortæller, at hun altid har været interesseret i det spirituelle og skæbnetro, så hun det ikke som andet end sjov, men i dag er det noget, hun husker klart.
I bogen - som er skrevet af Jens Andersen, der blandt andet tidligere har skrevet en anmelderrost biografi om Astrid Lindgren - kalder kronprins Frederik det et "sammensurium af skæbne", at de to overhovedet støder ind i hinanden i Sydney. Og Mary beskrev det selv sådan her, kort før deres bryllup i 2004:
- Den måde Frederik og jeg mødtes på, var forudsat af så mange små ting, der skulle passe sammen. Det må være 'noget' - noget overjordisk? - som greb ind.
Et godnatkys
Hvordan foregik det så?
Jo, Mary er egentlig på vej til en farvelfest hos en bekendt, da nogle af hendes venner i stedet overtaler hende til at tage med dem i byen. På den trendy bar 'Slip Inn' dukker først den spanske konges nevøer op og senere hen en lang række af Europas royale ungdom. Heriblandt kronprins Frederik og Joachim, der kommer til at sidde ved siden af Mary, som han cigaretrygende forsøger at bilde ind, at han er dansk OL-trialet.
Selskabet rykker videre på en anden bar, men Frederik er jetlagged og er egentlig på vej hjem, da han på dansegulvet bliver stoppet af Mary og hendes veninder. De danser lidt og taler derefter hele natten.
- Jeg var først hjemme ved tre-firetiden. Frederik satte mig af i Porter Street i en taxa, og inden den forsvandt om hjørnet, bad han om mit telefonnummer. Jeg gav ham det og fik et lille godnatkys på kinden.
Som han også flere gange har beskrevet det, siger Frederik, at mødet med Mary var et møde med hans soulmate.
- For mig var der bare noget uforklarligt tiltrækkende over hende. Først og fremmest et meget roligt væsen, og så måden, hun bevægede sig på, hendes mørke stemme, som var utrolig fascinerende. Og så snakkede vi enormt godt sammen, siger han.
På rejsen for at finde sig selv
Også kronprinsens barndomsveninde, skuespilleren Ellen Hillingsø, drager paralleller til noget dybere i prinsens møde med Mary, som hun mener, han er blevet klar til under sin lange rejse med Siriuspatruljen.
- Han kom tilbage som et forandret menneske, og jeg vil vove den påstand, at det ikke er spor tilfældigt, at de der store begivenheder - Grønland, mødet med Mary under olympiaden i Sydney og dronning Ingrids død - falder sammen det år, han også finder noget autentisk i sig selv. Det er af helt mytologisk karakter. Til alle tider er mennesket jo taget ud på lange, lange rejser for at finde sig selv, siger hun.
Mary finder hurtigt ud af, at det ikke er helt ukompliceret at være forelsket i en kommende konge. De to må ofte undvære hinanden, og den forelskede Mary Donaldson går rundt i Sydney og hører Dido's "Here with me", når hun savner ham meget.
I perioderne, hvor de er væk fra hinanden, taler de i telefon, sender e-mail og hådnskrevne breve. Mary sender Frederik bogen 'En sorgens dagbog' af Narnia-forfatteren C.S. Lewis, som hun tænker kan hjælpe ham gennem sorgen over at have mistet sin mormor - dronning Ingrid - på samme måde som den hjalp hende gennem sin mors død nogle år forinden.
Led Zeppelin og Robbie Williams
Når de er sammen, snakker de om musik. Frederik bliver glad, da han opdager, at hun også er vild med Led Zeppelin, og Mary lærer ham at lytte til Robbie Williams.
Det er heller ikke helt ukompliceret at holde forholdet hemmeligt for pressen, så de kan få den ro, de begge to gerne vil til at lære hinanden og hinandens familie og venner at kende.
Det lykkes dem i lidt over et år, men derefter får Mary ikke længere lov at være i fred. Hun bliver fulgt, hvor end hun går og står af journalister og fotografer, der roder i skraldespande i forsøget på at finde ud af et eller andet om hende.
En af de oplevelser, Mary fortæller om, er nytårsaften 2001, hvor hun flyver til Hamburg, bliver samlet op af Frederiks gode ven Jeppe Handwerk og hans kæreste, Birgitte. De tre kører i bil op gennem Jylland.
- Og på et eller andet mørkt sted, hvor det bare sneede og sneede, stoppede vi på en rasteplads, og dér kom Frederik pludselig. Så hoppede jeg over i hans bil, fortæller Mary.
Mary gemmer sig i Paris
For at få ro på bliver Mary flyttet til Paris, hvilket pressen aldrig finder ud af. Herfra kan parret lettere kan ses i weekenderne.
Der bliver travlhed i Det Gule Palæ, hvor hoffets administration holder til. Her skal man finde ud af alt om Mary Donaldson og hendes familie og baggrund, og samtidig giver den danske presse den gas for at finde ud af mere om forholdet. Se og Hør udlover en dusør på 10.000 kroner til den læser, der kan skaffe et billede af Mary og Frederik sammen.
Pressen får tilfredsstillet deres sult, da Frederik og Marys forlovelse bliver offentliggjort i oktober 2003 inden brylluppet i 2004, og læserne får i 'Under bjælken' også historien om frieret. Eller i hvert fald noget af den.
For Mary fortæller kun, at det foregår ved en "lillebitte gammel kirke", men siger ikke hvilken én.