På trods af at der ikke er sat en eneste vindmølle op i forbindelse med Energiø Bornholm, så har projektet allerede kostet 695 millioner kroner.
Det skriver klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i et svar til de konservatives energiordfører, Dina Raabjerg.
De mange penge er blandt andet blevet brugt på forundersøgelser af miljø og havbund. De undersøgelser er lavet af Energinet på vegne af Energistyrelsen, som efterfølgende står for at udbyde områderne til havvindsselskaber.
Selvom det er et stort beløb, så er direktør for megaprojekter i Energinet Hanne Storm Edlefsen ikke overrasket.
- Beløbet er som forventet. Det er det største projekt af sin slags i Danmark, så derfor er tallene også ret store. Men det er jo også et projekt, der giver værdi rigtig længe og har en lang levetid, mener hun.
Så snart projektet er en realitet, så er det havvindsudviklerne, der skal betale de penge, som er blevet brugt på forundersøgelserne.
Vismænd: Kan ende dyrere end forventet
Lige nu er der fortsat politisk flertal for Energiø Bornholm, men økonomien bag projektet bliver fortsat diskuteret, og derfor kan Energiøens fremtid være usikker.
Projektet kan nemlig vise sig at blive dobbelt så dyrt som forventet.
Det advarede de økonomiske vismænd om i en rapport for en måned siden. Ifølge deres beregninger kan projektet ende med at give røde tal på bundlinjen. De vurderer, at tabet for samfundsøkonomien kan ende på et sted mellem 4 og 17 milliarder kroner.
Hanne Storm Edlefsen forklarer, at hvis projektet derfor ender med at blive lagt i graven, er de 695 millioner kroner selvfølgelig spildt medmindre undersøgelserne bruges til andre projekter i området.
Et politisk flertal har foreløbig bevilget 17,6 milliarder kroner til Energiøen.
Efter planen skal Energiø Bornholm være et knudepunkt for grøn energi i Østersøen i 2030 blandt andet ved at opføre en havvindemøllepark, som kan levere strøm svarende til forbruget for 3,3 millioner husstande i Danmark, Tyskland og Polen.