Nu vil DSB køre til tiden

Tog til tiden. Det lyder som et lidt slidt slogan, men det er faktisk, hvad DSB nu lover sine passagerer.

DSB har lavet en plan for, hvordan forsinkelserne skal halveres inden 2020. (Foto: © Kathrine Ejdum, DR København)

Tog til tiden. Det lyder som et lidt slidt slogan, men det er faktisk, hvad DSB nu lover sine passagerer.

DSB skal op i Europas top tre, hvad angår tog til tiden, det fremgår af en ambitiøs plan om præcise tog til danskerne, som DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, netop har lanceret.

Halv milliard til projektet

- Hvis et tog bare kommer fire sekunder for sent til Københavns Banegård, så skal det tælle med som forsinket. I dag er det sådan, at en DSB-gennemsnitskunde er forsinket 200 sekunder, når de tager et fjern- eller regionaltog. Der skal vi ned på et stykke under 100 sekunder, siger Søren Eriksen til DR Nyheder.

I dag tæller et fjern- og regionaltog først som forsinket, hvis det er forsinket mindst 5 minutter og 59 sekunder og to minutter og 29 sekunder for S-tog.

DSB ved ikke noget om, hvornår de præcise tog vil begynde at køre, men har afsat en halv milliard kroner til projektet, som dog først skal forhandles med Transportministeriet.

Det er planen, at halvere antallet af forsinkelser inden 2020.