Der skal skrues ned for køernes langsomt sivende bøvser.
Fra årsskiftet får alle danske konventionelle landmænd nemlig et reduktionskrav på deres køers metanudledning.
Det betyder, at de skal fodre med et nyt tilsætningsstof, der reducerer metanproduktionen i køernes vom, alternativt kan de give deres køer en betydelig mere fedtholdig kost.
Danmark er det første land i verden, som indfører nationale krav om, hvordan landmænd skal fodre deres kvæg, så de udleder færre klimagasser. Og det er ret stort, siger Peter Lund, der er professor ved Institut for Husdyr og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet. Han kalder Danmark et foregangsland.
- Det er jo en kæmpe omvæltning i den måde, vi fodrer køer på i Danmark og dermed hele vores mælkeproduktion. Jeg havde nok troet, det ville blive frivilligt, men nu bliver det altså obligatorisk for alle landmænd med mere end 50 køer.
Slut med klimabøvseri
Det eneste fodertilsætningsstof, der lige nu er godkendt til at mindske metan fra køer, er det hollandske kosttilskud Bovaer. Aarhus Universitet vurderer, at det kan reducere køernes metanudledning med mindst 27 procent.
- Det går ind og hæmmer enzymsystemet i køernes vom, så de udleder færre af de dårlige metanogener, der opstår, når maden fermenterer i vommen, forklarer Peter Lund.
Når mælken rammer kølemontren i supermarkedet, står metan fra køernes bøvser og prutter for 50 procent af klimaaftrykket.
Derfor er det et afgørende sted at sætte ind, siger Jørgen E. Olesen, der er professor og institutleder på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.
- Metan er faktisk nok den vigtigste klimagas, som vi skal håndtere, simpelthen fordi metan har en meget kraftig klimaeffekt på den korte bane, siger han.
Derfor vækker udsigten til et lavere klimaaftryk på mælk også glæde hos Landbrug og Fødevarers sektordirektør for kvæg, Ida Storm.
- Det er et rigtig, rigtig, rigtig, rigtig vigtigt skridt på vejen mod en mere klimaeffektiv mælkeproduktion, både herhjemme og globalt, siger hun.
Det forventes, at man med den grønne trepartsaftale på sigt skal øge antallet af dage og dermed mindske metanudledningen yderligere.
Mælk i toilettet
Et samarbejde mellem Arla og det engelske supermarked Tesco fik i sidste uge engelske forbrugere til at hælde Arlamælk i toilettet på sociale medier, fordi Arla også er begyndt at lave forsøg med at give Bovaer til engelske køer.
Det fik Arlas engelske afdeling til at komme med en udtalelse, hvor de blandt andet skriver, at "der er spredt en masse misinformation", og at Bovaer ikke ender i forbrugernes maver.
Arlas svar lægger sig i forlængelse af DSM-Firmenich, der er firmaet bag Bovaer, der også har været ude og forsvare produktet.
Og ifølge Peter Lund fra Aarhus Universitet er der heller ikke noget at være bange for.
- I de forsøg vi har lavet har vi ikke kunnet finde noget i mælken, og det er også vist i de tests, der er lavet af EU-agenturet, EFSA, siger han.