Først Washington og Colorado. Nu Alaska. I alle tre amerikanske stater må man nu ryge en "joint" uden at begå ulovligheder.
Tirsdag blev "rekreationel" brug af marihuana lovligt i Alaska.
Rekreationel anvendelse af marihuana dækker over, at brugeren kan anvende stoffet til at frembringe positive tanker og følelser. Altså en egentlig lovliggørelse af stoffet, der dog kun omfatter brug bag lukkede døre.
Da statsregeringen i Alaska vedtog at legalisere brugen af marihuana i november, overlod den en stor del af det endelige lovarbejde til lokale myndigheder, som blandt andet skulle forholde sig til, at marihuana fortsat ikke må ryges offentligt. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.
Hashrygning med julemanden
Beslutningen om at forbyde hash-rygning i det offentlige rum tolkes vidt forskelligt i Alaska. I statens største by, Anchorage, vil politiet strengt forfølge forbuddet. For eksempel vil pot-rygning på en privat veranda takseres med en bøde på 100 dollars, fortæller politichef Mark Mew til Associated Press.
Han står klar med et større politikorps, der er klar til at opdrage byens borgere ved at lange bøder ud, fortæller Mark Mew.
Langt mod nord, i byen North Pole, fortolkes reglen anderledes. Myndighederne fortæller, at der ikke vil blive sat ind over for folk, som ryger udendørs, så længe det er på privat grund. Det er i øvrigt samme by, der bryster sig af at holde jul "året rundt", og som har verdens største fiberglas-statue af julemanden. Selv om bynavnet antyder noget andet, ligger North Pole cirka 2700 kilometer fra Nordpolen.
Man må ikke sælge
Ifølge loven i Alaska må cannabis gerne gives væk, men sælges må det ikke. Den regel ser ud til at blive udfordret nærmest inden, den er indført. Blandt andre af den tidligere tv-reporter Charlo Greene, som for åben skærm kvittede sit job for at blive direktør for Alaska Cannabis Club, som åbnede tirsdag i Anchorage. Greene går til grænsen ved at proklamere, at hun vil uddele pot til betalende medlemmer af klubben.
Med legaliseringen af brug af marihuana følger også en tilladelse til at være i besiddelse af, transportere og gro cannabis.
En anden fase af loven, som skal regulere og beskatte hashmarkedet, træder tidligst i kraft i 2016.
Også Oregon har legaliseret marihuana efter en afstemning i november. Statens borgere kan dog først "tænde op" fra den 1. juli i år.
I Washington og Colorado har rekreationel brug af marihuana været lovligt siden 2012.
Flere steder i USA er marijuana dekriminaliseret, men stadig ulovligt for menigmand at bruge frit. I Californien kan en såkaldt omsorgsperson for eksempel blive registreret med ID-kort og eventuelt dyrke cannabis på patientens vegne. Det kaldes medicinsk brug af cannabis. I 2014 lavede Sundhedsstyrelsen et notat om medicinsk brug af Cannabis. Det kan du læse her.