Nu kommer pebersprayen: Våbenhandler giver 5 gode råd

Fra nytår er det lovligt at have peberspray i hjemmet for folk over 18 år.

Det bliver lovligt for borgere over 18 år at have peberspray i hjemmet fra 1. januar. (Foto: © Erik Rosenlund colourbox - Illustration: Morten Fogde Christensen, DR Nyheder)

Et flertal på Christiansborg har besluttet at gøre det lovligt for danskere at have en peberspray i hjemmet til selvforsvar.

Det bliver lovligt 1. januar.

Hvis du tænker på at anskaffe dig det lille våben, giver våbenhandler Kristian Petersen fra Våbensmeden her fem gode råd:

1

Kend din peberspray

Når du skal ud og købe en peberspray er det væsentligt, hvilken type peberspray du køber, og hvordan den virker.

Der findes udgaver, som sender en tåge ud ligesom en deodorant eller en hårlak. De er effektive på kort afstand og spreder strålen meget. Derfor er de nemme at ramme en person med.

Til gengæld er det negative ved dem, at man nemt selv bliver ramt af dem, hvis vinden skifter eller blæser imod én. Hvis man sprayer den i et lukket rum, kan man også nemt selv blive ramt.

Der findes også en anden type med noget gelé eller skum. Den rækker typisk lidt længere - helt op til ti meter - og rammer mere koncentreret, fordi det ikke er en tåge.

2

Kør direkte hjem efter købet

Når du køber peberspray, må du ikke bagefter tage på værtshus, handle ind i Bilka eller hente unger i institutionen.

Du skal køre direkte hjem med pebersprayen, når du har været hos våbenhandleren.

Du skal også sørge for at have en kvittering med, så du kan dokumentere, at du lige har været ude at købe pebersprayen, hvis du bliver stoppet på vejen.

Hvorfor må man ikke gøre svinkeærinder?

Det kun er tilladt at have peberspray i eget hjem. Det er ikke noget, du må rende rundt med i tasken.

Det kan du få en særskilt tilladelse til under ganske særlige forhold, men det er ikke tilladt generelt i Danmark.

Reglerne

  • Det straffes med bøde på 3.000 kroner at have en peberspray på sig i det offentlige rum.

  • Folk, der er tidligere straffet for vold, røveri eller overtrædelse af våbenloven, risikerer 14 dages fængsel, hvis de har peberspray på sig på steder, hvor der kan opstå vold - for eksempel i nattelivet.

  • Desuden er det ulovligt at tage peberspray med ind over grænsen fra udlandet.

  • Kun udsatte folk med en særlig godkendelse fra politiet kan få lov at gå med peberspray i det offentlige rum, hvis de for eksempel forfølges af en stalker.

3

Overvej, hvor du opbevarer den

Du skal gøre dig nogle tanker om, hvor det er smart at opbevare pebersprayen, så den ikke falder i de forkerte hænder.

Den skal være tilgængelig, hvis du skal bruge den, men hvis du har små børn, skal du sørge for at opbevare den et sted, de ikke kan komme til.

Det kan være et højt sted, det kan være i et pengeskab med kode, og det kan i nogle tilfælde være i en aflåst skuffe ved din seng.

4

Tjek udløbsdatoen

Du skal være opmærksom på, at en peberspray har en udløbsdato som alt andet, for der er drivgasser i, som mister effekt eller siver ud med tiden.

Den typiske peberspray har en levetid på tre til fem år, så det skal man tjekke.

5

Søg vejledning

Din rådgiver, altså ham du køber den af, skal fortælle dig, hvordan du bruger en peberspray.

Er det en peberspray, som rækker langt, eller er det en peberspray, som kun virker på meget kort afstand?

Det skal du sørge for at sætte dig ind i, når du køber peberspray.

Hvis ikke rådgivningen er nok, så vil der blive udbudt kurser i Danmark, hvor du kan lære at bruge peberspray.

For den rådgivning er lidt mere omfattende, end hvad man kan ryste ud af ærmet på 30 sekunder.

Krav til våbenhandleren

  • Man kan kun købe peberspray hos våbenhandlere, der er godkendt til at sælge det.

  • Inden du kan købe peberspray hos en våbenhandler, skal sælgeren sikre sig, at du er over 18 år. Derfor skal du vise id.

  • Våbenhandleren er også forpligtet til at give "relevant vejledning" om anvendelse og mulige skadevirkninger af peberspray. Hvad det indebærer er uklart.