Mænd kan også blive smittet med hpv-virus, når de dyrker sex med andre.
I værste tilfælde kan hpv-infektionen udvikle sig til analkræft, og den risiko er særligt høj for mænd, der dyrker sex med mænd. Derfor har Sundhedsstyrelsen søsat et pilotprojekt, hvor homo- og biseksuelle unge mænd fra 15 til og med 19 år kan få en gratis hpv-vaccine i løbet af 2018.
Det skriver Politiken.
Fra 1. februar kan man blive vaccineret hos egen læge eller hos Aids-Fondet i enten Aarhus, Odense eller København.
- I det store billede er der forholdsvis få, som får analkræft. Men ud af den gruppe, der får diagnosen, er en stor del af dem mænd, der elsker mænd. De har en særlig høj risiko, og derfor er det så vigtigt at nå ud til dem, siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen, til Politiken.
Hvert år får cirka 40 mænd konstateret analkræft, og for knap halvdelen har sygdommen dødelig udgang, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Mænd, der dyrker sex med mænd, har 30-40 gange større risiko for den kræfttype end heteroseksuelle mænd.
I Danmark har man politisk besluttet ikke at hpv-vaccinere alle drenge i modsætning til eksempelvis Norge. Hovedargumentet er, at langt de fleste drenge bør være beskyttet af den såkaldte flokimmunitet, der opstår, når 80 procent af pigerne fra en årgang bliver vaccineret mod hpv.
Udfordringen er imidlertid, at tilslutningen til hpv-vaccinen blandt piger har været stærkt faldende.
/ DR Nyheder /