Nu forklarer Rigshospitalet lukning af barselsafsnit: Flere takker nej til overnatning

Barselssenge står for ofte tomme - derfor sendes alle førstegangsfødende snart hjem.

Sengene på barselsafsnittet står for ofte tomme - derfor nedlægger man nu afsnittet, forklarer Rigshospitalet (Arkivfoto). (Foto: © Brian Berg, Scanpix)

Rigshospitalet nedlægger inden længe barselsafsnittet på Patienthotellet af sparehensyn. For fremtiden skal alle førstegangsfødende sendes hjem få timer efter fødslen.

Det skyldes, at de fem barselsstuer på Patienthotellet for ofte står tomme. Det forklarer klinikledelsen på Rigshospitalets fødeafdeling.

- Belægningsprocenten er kun 44 procent i gennemsnit. Det vil sige, der er dage, hvor der slet ikke har været barslende i sengene. Dette ser vi ikke som en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer, oplyser hospitalet i en skriftlig forklaring, der er underskrevet chefjordemoder Rikke Nue Møller, oversygeplejerske Pernille Emmersen og klinikchef Heidi Sharif.

Jordemoder hjælper nye familier

Tidligere på ugen kom det frem, at Rigshospitalet nedlægger barselsafsnittet på Patienthotellet. Afsnittet består af fem stuer, hvor nybagte familier med bistand fra blandt andet en jordemoder kan få hjælp til amning og familiedannelse i det første døgn efter fødsel.

For fremtiden skal førstegangsfødende, der ikke oplever komplikationer undervejs, som udgangspunkt sendes hjem, fire timer efter barnet er kommet til verden.

Til gengæld tilbyder hospitalet et opfølgende hjemmebesøg af en jordemoder i dagene efter fødslen.

- Vi afskediger ikke jordemødre i forbindelse med lukningen, men omlægger tilbuddet, så Rigshospitalets jordemødre besøger de førstegangsfødende i deres eget hjem inden for de første 24 timer efter fødslen og giver råd og vejledning i forhold til amning og barnets trivsel, forklarer Rigshospitalet.

Riget: Flere takker nej

Hospitalet oplever, at flere og flere vælger at tage hjem direkte fra fødegangen og dermed takker nej til tilbuddet om at blive én nat på Patienthotellet.

- Da de hellere vil hjem i trygge og velkendte omgivelser, oplyser afdelingsledelsen.

Rigshospitalet oplyser samtidig, at man ikke har konstateret en stigning af genindlæggelser i den periode, hvor flere er taget hjem kort efter fødslen. Afdelingsledelsen understreger, at man anser hjemmebehandling som fremtiden for sundhedsvæsenet.