Nordjysk motorvej spærret - asfalten er undermineret

Motorvej E39 er spærret fra afkørsel 6 og til afkørsel 5 i nordgående retning. Der er ingen tidshorisont, oplyser Vejdirektoratet.

Nordjyder og andre, som mandag aften eller tirsdag morgen har planer om at køre på motorvej E39, skal være ekstra opmærksomme.

Motorvejen er blevet spærret fra afkørsel 6 til afkørsel 5 i nordgående retning, oplyser Vejdirektoratet og Nordjyllands Politi.

Afspærringen sker, fordi der er frygt for, at vejen er undermineret, fortæller vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikinformation Jakob Riis.

-Der er et hul i den ene side af vejen, og derfor mener vores eksperter ikke, at asfalten er sikker, siger han til DR Nyheder.

Ingen tidshorisont

Trafikanter bliver ledt fra motorvejen ved afkørsel 6 og må køre ad landevejen mellem Brønderslev og Vrå. Hvornår motorvejen kan åbnes igen er mandag aften usikkert.

- Vi har ikke en tidshorisont, men vores folk er i gang med at arbejde på stedet, så vi håber, at vi har nyt i løbet af natten, siger Jakob Riis.

Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at holde sig opdateret via direktoratets hjemmeside samt radioens trafikinformation.

Sidste uge blev Nordjylland ramt af store mængder nedbør med ødelagte veje og jernbaner til følge. Undergravningen af motorvejen kan tænkes at hænge sammen med de store mængder regn.