De ligger i toppen af deres felt, uanset om de beskæftiger sig med skuespil, litteratur eller spiller fodbold.
Et andet fællestræk for dem er, at de alle stiller deres navn til rådighed for FN og den gode sags tjeneste i FN's korps af såkaldte goodwill-ambassadører.
Nu kan en dansker slutte sig til korpset: Skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau er blevet udnævnt som goodwill-ambassadør for FN's Udviklingsprogram. Den officielle udnævnelse finder sted netop nu i New York.
Dermed træder han ind i et prominent selskab med blandt andre fodboldspillerne Ronaldo og Zinédine Zidane og kronprins Haakon Magnus af Norge.
En årtier lang tradition
FN har siden begyndelsen af 1950'erne trukket på fremtrædende personer for at kaste lys på verdensorganisationens kerneområder og aktiviteter.
I årenes løb har ambassadørkorpset stillet deres navn, talent og tid til rådighed for FN-programmer på verdensplan.
Ambassadørerne bliver udvalgt ud fra, om deres navn kan bringe nytte, når der skal rejses penge og skabes opmærksomhed om en sag, og Nikolaj Coster-Waldau er blevet en superstjerne i USA, efter han har spillet en bærende rolle i HBO-successen Game of Thrones, der er et af tidens mest populære tv-fænomener og kendt for sine vilde cliffhangers og plottwist.
Skal samle opbakning til udviklingsmål
46-årige Nikolaj Coster-Waldau skal som ambassadør for FN's Udviklingsprogram forsøge at udbrede kendskabet til FN's bæredygtige udviklingsmål, der også kaldes de globale mål.
Målene er kort fortalt en universel opfordring til blandt andet at udrydde fattigdom og sult, skabe lighed mellem kønnene, styrke de globale partnerskaber for udvikling og stoppe klimaforandringerne. Det er altså en ordentlig mundfuld, der venter Nikolaj Coster-Waldau.
Som sin første ambassadøropgave skal han søndag være dommer i kvindefodboldturneringen Global Goals World Cup. Målet med fodboldturneringen, der skal afholdes hvert år, er at samle kvinder på tværs af landegrænser med henblik på at skabe en bedre verden gennem sport.
- At dømme i en fantastisk turnering, der støtter de globale mål, er den perfekte måde at skyde min nye rolle med at promovere og fremme de globale mål i gang. Jeg opfordrer alle rundt omkring i verden til at stille sig bag FN's Udviklingsprograms mission om at sætte en stopper for fattigdom og ulighed, beskytte vores planet og ændre vores allesammens liv, udtaler Nikolaj Coster-Waldau i en pressemeddelelse.